Forældre og børn

Fladlandssagaen er en rollespilskampagne, hvor alle uanset alder er velkomne til at lege med.

Du er velkommen til at lege med

Som forældre er du velkommen til at deltage i Fladlandssagaen sammen med dit barn og udforske universet. Du behøver ingen erfaring – det er derimod en sjov og anderledes måde at bruge tid på med dit barn. Hvis du eller dit barn har behov for det, kan I både låne kostume og sværd de første par gange, dit barn/I/du deltager.

Er dit barn under 10 år?

Hvis dit barn er under 10 år gammel, er det vigtigt, at du er med eller i området, indtil andet er aftalt med en arrangør. På den måde lærer du og dit barn os at kende, ligesom vi kommer til at have en forståelse af, hvad dit barn har brug for. Det er en værdi for os, at både du og dit barn kan være trygge.

Både i og udenfor spillet har vi en ansvarlig for børn. Det er arrangøren Frederikke Sofie Bech Høyer, som du kan kontakte på mail: frederikke@fladlandssagaen.dk.

Fotograf: Freja Lunau

At spille rollespil udenfor

Vi spiller rollespil i al slags vejr. Det er derfor en god idé, at I har tjekket vejrudsigten og valgt tøj, der gør, at dit barn ikke fryser, mens vi er igang. Første prioritet er altid, at det er varmt, dernæst at det er bevægeligt, og slutteligt, at det ser sejt ud og passer ind i verden. Det kan være en fordel for dit barn at have flere lag på, så det er lettere at regulere kropstemperaturen, da dele af vores rollespil foregår indendørs.

En helt har brug for mad

Det er en fordel, hvis dit barn har en madpakke med. Vi bevæger os meget under spillet og bruger en masse energi, så selvom vi serverer lidt mad i kroen, er det vores erfaring, at mange børn og unge ofte bliver mere sultne. Det er derfor en god idé med madpakken, så dit barn kan holde sig mæt under hele spillet.

Kostume og våben

Da det er muligt at låne kostume og våben, er det ikke et krav selv at eje eller have ting med. Hvis du eller dit barn ønsker at anskaffe eget, foreslår vi, at I først leder efter tøj i en genbrugsbutik, da det ofte er billigere og lettere tilgængeligt. Et godt bud er et par neutrale bukser og en løs skjorte uden mærker.

Det er også muligt at købe rollespilsudstyr fra en af de mange rollespilsbutikker, der eksisterer rundtom i Danmark. Du kan finde en liste over butikker på spilrollespil.dk.

Fortæl os, hvis noget går galt

Der er mange, der spiller med til en spilgang. Hvis der er noget, der går galt, eller som dit barn eller du har været utrygge ved, så fortæl os det endelig. Så kan vi hjælpe med at redde trådene ud, passe på dit barn og skabe en bedre oplevelse fremadrettet. Vi fanger mange ting under spillet, men hvis dit barn kommer hjem og har haft en træls eller uheldig oplevelse, så tøv ikke med at sende os en mail. Du kan kontakte arrangøren Frederikke Sofie Bech Høyer på mailen frederikke@fladlandssagaen.dk.

Telefonnummer

Hvis dit barn deltager til Fladlandssagaen alene, er det vigtigt, at der er et telefonnummer til en forældre eller værge, som barnet selv kan huske eller har med i lommen, i tilfælde af, at der skulle opstå en situation, hvor det er nødvendigt.

Glemte sager

Det er vigtigt, at dit barn lærer at huske alle sine ting, så intet bliver glemt. Vi har nemlig ikke mulighed for at påtage os ansvaret og sikre, at alle får alt med hjem. Vi har på skolen et sted, tabte og glemte ting bliver lagt, kaldet “Lost place“. Så er noget blevet glemt, kan det være, at I er heldige at finde det der. Du kan i dit barns genstande med fordel skrive navn og telefonnummer. Så ringer vi, hvis vi finder noget.

Frivillige skaber verden

Vores rollespil er organiseret af frivillige kræfter fra hele landet, der er gået sammen om at skabe fede fortællinger og gode oplevelser for børn, unge og voksne. Til et arrangement vil der altid være en, der har ansvaret, og som du kan komme i kontakt med.

Datapolitik

For at dit barn må have en rolle i vores system har vi (ifølge dansk lov) behov for en samtykkeerklæring. Indtil da vil dit barn få en papir-karakter.

Du kan læse mere om vores datapolitik på linket her.

Du kan finde vores samtykkeerklæring her: