Vores kreditering

Fladlandssagaen er en rollespilskampagne i Hobro, der bliver afholdt for 100-150 spillere cirka en gang om måneden. Kampagnen er skabt af adskillige frivillige, som siden 2006 har arrangeret, koordineret, spildesignet, fotograferet, tegnet, bygget, skrevet og gjort alle mulige handlinger for at udvikle kampagnen og dens materiale til det, den er i dag. Det er et stort arbejde, som frivillige stadig foretager. Når frivillige er draget ud på andre eventyr, er nye kommet til og samlet faklen op.

Vores materiale står derfor på skuldrene af alle, der har hjulpet til gennem tiden, og det er både spillere, frivillige og arrangørholdet taknemmelige for. Kunne vi kreditere alle, der gennem tiden har haft en finger med i at skabe det Fladlandssagaen, vi kender i dag, ville vi selvfølgelig gerne gøre det. Det er desværre ikke muligt for os at samle navnene på alle de fantastiske mennesker, foreninger, institutioner, sponsorer, sparringspartnere og inspirationskilder, der tilsammen har skabt Fladlandssagaen.

Dem, vi krediterer i det enkelte materiale, er derfor dem, der aktivt og mærkbart har udformet det konkrete materiale. Lad dig endelig ikke narre. Rundt om dem, der bliver nævnt, er en stor flok af frivillige, der har støttet processen med korrekturlæsning, forslag-givere, skitse-tegnere og meget mere, herunder blandt andet, men ikke kun, spillere, Kulturbærere, arrangører (kaldet Vogtere), forældre, Østerskovelever, andre foreninger og mange flere dygtige hænder og hoveder.

Du kan finde listen over de nuværende arrangører og Kulturbærere, der sammen skaber kampagnen på www.fladlandssagaen.dk.

Har du spørgsmål eller kommentarer til materialet, er du velkommen til at skrive til vogter@fladlandssagaen.dk.