Standhaftighedens Skjolde

KRONOLOGISK SKILDRING

Indenfor Fladlandsk kronologi begyndte Standhaftighedens Skjolde i år 500 FNFT med de første krigshandlinger, foretaget af Azurra, med intention om at kolonisere Fladlandet, og endte umiddelbart før erklæringen af Mirrilún som Fladlandets Hovedstad i år 450 FNFT.

Standhaftighedens Skjolde er betegnet som Fladlandsk Rigshistorie og anvender Ny Fladlandsk Tidsregning.

Fortællingen om Standhaftighedens Skjolde

Standhaftighedens Skjolde begyndte da Naboriget Azurra pålagde Den Azurranske Koloniseringsstyrke at udføre de første krigshandlinger mod Fladlandet, og startede Den Store Kolonikrig. Kort efter ankom Den Avillionske Koloniseringsstyrke, så Den Khartavianske Koloniseringsstyrke og til sidst Den Torccelheimske Koloniseringsstyrke. Alle med et mål om at kolonisere Fladlandet.

Koloniseringskrigens rædsler

Den Azurranske Koloniseringsstyrke satte kurs mod Ragnarstad, der var Fladlandets Hovedstad. De jævnede byen med jorden og skabte forfærdelige skader på deres vej dertil. Fladlandets Regent Kjell af Folkaætten kæmpede bravt for at forsvare Hovedstaden, men døde i kampene om den. Overlevende søgte ly i flere retninger, og der opstod flere samlingspunkter, som hver især erklærede sig for at være Fladlandets nye magtcentrum. Utilsigtet havde det den fordel, at Storkoloniernes hære havde svært ved at regne ud, hvilken der var den primære by, eftersom der ikke var én.

Krigsrådenes favoritter

Adskillige krigsråd i Fladlandet udråbte skiftevis forskellige personer som Regenter, men i historisk bagklogskabs lys blev det efterfølgende tydeligt, hvem, der var mest betydningsfulde og dermed mest værdige til den hæder og ære, der medfulgte. Først rejste Birkara af Folkaætten sig i år 499 FNFT og samlede mange modige folk omkring sig. Hun blev på et krigsråd i Tågedalen udråbt som Fladlandets Regent. Hun kæmpede bravt og ledte mange slag mod Den Avillionske Koloniseringsstyrke og Den Azurranske Koloniseringsstyrke indtil hendes død på slagmarken. Tannulf af Langsaxingeætten blev derefter udråbt som Fladlandets Regent på et krigsråd i Nordskoven. De ledte mange slag mod Den Azurranske Koloniseringsstyrke og Den Torccelheimske Koloniseringsstyrke indtil deres død på slagmarken. Næst blev Storm III af Udgårdsætten udråbt som Fladlandets Regent på et krigsråd i Alzark. Storm ledte mange slag mod Den Avillionske Koloniseringsstyrke og Den Torccelheimske Koloniseringsstyrke indtil sin død på slagmarken. Så blev Ernana af Valravneætten udråbt som Fladlandets Regent på et krigsråd i Svartunil. Ernana ledte mange slag mod Den Azurranske Koloniseringsstyrke og Den Avillionske Koloniseringsstyrke indtil sin død på slagmarken. Efterfølgende blev Varrir af Valravneætten udråbt som Fladlandets Regent på et krigsråd i Morænen. Varrir ledte mange slag mod Den Khartavianske Koloniseringsstyrke og Den Azurranske Koloniseringsstyrke indtil sin død på slagmarken.

Et nyt samlingspunkt

Gennem flere skjulte forhandlinger mellem de Fladlandske samlingspunkter var der voksende enighed om at etablere en ny Hovedstad, med det formål at inspirere håb og vise modstand mod Storkolonierne. Efter Varrir af Valravneætten døde på slagmarken tog Fladlændingene beslutningen og aftalte at etablere en ny Fladlandsk Hovedstad og indkalde til et reelt Tronvalg, nærmere end krigsråd. Epoken sluttede med at Mirrilun blev erklæret for ny Fladlandsk Hovedstad som optakt til et Tronvalg afholdt i byen om hvem, der skulle blive ny Regent af Fladlandet.

Magthavere og territorier

Argenorslægten mistede alle deres territorier til Den Khartavianske Koloniseringsstyrke.

Den Avillionske Koloniseringsstyrke ankom over Abyssalhavet og gjorde sit indtog i Vildskoven. Den var under samlet ledelse af Çiçillia DeChatara og DeChataraslægten. Kampene mod Udgårdsætten og Valravneættens soldater blev voldsomme, og kostede Avillionerne adskillige soldaters liv og års kampe, hvilket i sidste ende betød, at de aldrig nåede Fladlandets Hovedstad trods talrige forsøg. Avillionerne fik med tiden etableret sig i Vildskoven og Svartunil. Svartunil blev udvidet mod syd for at drage fordel af muligheder for minearbejde der. Folkaættens soldater bremsede Den Avillionske Koloniseringsstyrkes fremfærd mod syd, men de så sig nødsagede til at flytte hærene med håb om at bremse Den Azurranske Koloniseringsstyrkes angreb fra vest. Da antallet af soldater blev lavere, greb Avillionerne muligheden og indtog hele Sydegnen. De blev dog både bremset af Folkaætten mod vest fra Tågebæltet (senere Tågedalen) og især af Azurranernes fremfærd. Voldsomme kampe mellem Azurranerne og Avillionerne opstod. Mod nordvest lykkedes det at slå Folkaætten og Nadaætten tilbage og indtage egne, der blev omdøbt til at hedde Allesia og Neyala. Fremfærden stoppede ved Khatan, hvor Rechtsfeltslægtens hære knuste ethvert forsøg på at krydse grænsen. Mod nord kæmpede Vegaslægtens hære og Den Torccelheimske Koloniseringsstyrke, der begge stoppede Avillionernes fremfærd. Det viste sig også umuligt at slå Udgårdsætten og deres legendariske hærleder Jyrka af Udgårdsætten tilbage fra Alzark. Efter et par års krig grundlagde Den Avillionske Koloniseringsstyrke Den Avillionske Storkoloni, og første gang den blev omtalt som Storkoloni, talte den Sydegnen, Svartunil og Vildskoven. I løbet af epoken brød Avillionerne vildskoven op i mindre egne, opkaldt efter betydningsfulde medlemmer af DeChataraslægten. Først Neyala, så Allesia og til sidst Çiçillia (egn).

Den Azurranske Koloniseringsstyrke ankom gennem Tavshedskrybben og gjorde sit indtog i Nordskoven (den del, der senere hed Markova). Den var under samlet ledelse af Ilza Markova og hendes slægt. Langsaxingeætten gjorde massiv modstand og voldsomme kampe udbrød. Det var først, da Azurrannerne tog frygtelige ildvåben i brug, hvilket ødelagde og brændte størstedelen af skoven i området ned, at de fik knust modstanden. Mod øst blev Azurranerne bremset af Den Torccelheimske Koloniseringsstyrke og måtte stoppe fremfærden i den retning. De fortsatte derefter sydpå, indtil de blev bremset af Den Khartavianske Koloniseringsstyrke, hvor særligt Falkhionslægtens hære kostede Azurranerne mange tab. Det lykkedes dog Azurranerne at udnytte det svage led i forsvaret, som Nadaætten havde skabt ved at have indtaget et af Rechtsfeltslægtens områder, hvilket tillod Den Azurranske Koloniseringsstyrke at bryde gennem linjerne. Azurranerne fortsatte med at indtage resten af Nordskovens sydlige del (senere Romun) og efterfølgende Højheden. Azurranerne valgte at etablere to nye egne, kaldet Daleo Markova og Daleo Romun, samt omdøbte Højheden til at hedde Slangeheden. Azurranerne mødte på deres fremfærd stor modstand fra land ved Bakkedalen (den del, der senere blev omdøbt til Morænen), og vurderede derfor, at det ville være mere effektivt at fortsætte over Tågespejlet for at nå Fladlandets Hovedstad hurtigst muligt. Med en slagkraftig flåde nåede Den Azurranske Koloniseringsstyrke frem til Folkaættens territorier på den modsatte kyst, og her startede voldsomme kampe, der til sidst mundede ud i et stort slag om Ragnarstad, som var Fladlandets Hovedstad. Azurranerne havde forventet, at Fladlandet ville overgive sig, efter Hovedstaden var faldet, men det viste sig ikke at være tilfældet. Efter et par års krig grundlagde Den Azurranske Koloniseringsstyrke Den Azurranske Storkoloni, og første gang den blev omtalt som Storkoloni, talte den Bakkedalen, Daleo Markova, Daleo Romun, Slangeheden og den nordlige del af Tågedalen. Mod slutningen af epoken valgte en Azurransk slægt, kaldet Pajarislægten, at bryde fri fra Den Azurranske Storkoloni, da slægten ikke kunne stå inde for de Azurranske krigshandlinger.

Den Khartavianske Koloniseringsstyrke ankom gennem Græshavet og gjorde sit indtog i Vestengen. Den var under samlet ledelse af Khallar Liopantra og Liopantraslægten, men Falkhionslægtens soldater udgjorde omtrent halvdelen af hærene. I Vestengen jagede og udryddede Khartavianerne alle hesteklanerne, samtidig med at de overtog alt deres territorium. Derefter besejrede de Rechtsfeltslægtens styrker i Vestengen og overtog dermed resten af egnen. Khartavianerne mødte efterfølgende stor modstand nordfra, da Den Azurranske Koloniseringsstyrke havde kæmpet sig frem til grænsen mod Vestengen, og der udbrød voldsomme kampe. Særligt Falkionslægtens soldater led omfattende tab, men det lykkedes Khartavianerne at holde grænsen omkring nordsiden og vestsiden af Vestengen, dog uden held til at bryde igennem fjendens linjer. Fremtoget mod syd gik til gengæld effektivt, og Argenorslægten blev besejret, hvorefter alle deres territorier blev inddraget. Argenorslægten fik dog mulighed for at blive i området og hjælpe med at strukturere organiseringen af dets befolkning, hvilket de stiltiende gik med til. Khartavianerne udvidede egnen til at inkludere et sydligt område, som ikke tidligere havde været en del af Hyldomsdraget. Khartavianernes leder fandt dog egnen temmelig jammerlig og lod den omdøbe til at hedde Jammersletten. Khartavianerne fortsatte deres færd videre, og slog Folkaættens soldater tilbage i den østlige del af Tågebæltet. Med udsyn til Tågespejlet og Jammersletten bag sig valgte Khartavianerne at oprette en ny egn med navnet Firkløveret, der havde til formål at blive deres hovedsæde, som med tiden erstatte Fladlandets Hovedstad. Efter et par års krig grundlagde Den Khartavianske Koloniseringsstyrke dermed Den Khartavianske Storkoloni, og første gang den blev omtalt som Storkoloni, talte den Vestengen, Jammersletten og Firkløveret.

Den Torccelheimske Koloniseringsstyrke ankom gennem Frossahvælv og gjorde sit indtog i Nordegnen. Den var under samlet ledelse af Ricceri II Skumringsblod og deres slægt. De knuste modstanden fra Nadaættens soldater og indtog hurtigt området. De fortsatte derefter mod vest, men her mødte de voldsom modstand fra Langsaxingeætten. Eftersom Langsaxingeætten kæmpede mod enorme hære på to fronter, lykkedes det dog Torccelheimerne at få Langsaxingeættens hovedstyrker besejret, særligt efter Den Azurranske Koloniseringsstyrke nedbrændte store dele af områdets skove. Den Torccelheimske Koloniseringsstyrkes fremfærd mod vest blev dog stoppet, da den nåede Den Azurranske Koloniseringsstyrke. Mod syd nåede hærene frem til Rechtsfeltslægtens hære, og ethvert forsøg på at krydse Khatans grænse blev knust. Der blev gjort forsøg på at indtage Vegaslægtens territorier mod øst, men uden held. Mod sydøst gik fremfærden succesfuldt, indtil de mødte Den Avillionske Koloniseringsstyrke. Her blev der udkæmpet mange kampe, og grænsen flyttede sig jævnligt, men aldrig ret langt ad gangen. Den Torccelheimske Koloniseringsstyrkes havde fra starten af haft en strategi om at sikre sig kontrol over den østlige kyst for dermed lettere at kunne holde Avillionerne fra land. Derfor havde de sneget adskillige soldater til Stormsletten, der først gav sig til kende, da krigen brød ud. Planen var, at de skulle indtage egnen for derefter at angribe Månedalen fra den anden side og  tvinge Vegaslægten til at kæmpe på to fronter samtidigt. Det viste sig dog, at Udgårdsættens soldater gjorde langt større modstand end forventet, og selv om det lykkedes at indtage en stor del af deres område, havde det kostet mange soldater. Som anerkendelse af storslået hærledelse fra deres modstanders side, valgte Torccelheimerne at omdøbe Stormsletten til at hedde Jyrkakysten efter Jyrka af Udgårdsætten. Da Den Torccelheimske Koloniseringsstyrke endelig nåede frem til Månedalen fra vest, viste Vegaslægtens soldater sig dog velforberedte på tofrontskrigen og slog samtlige angreb tilbage fra begge fronter. Efter et par års krig grundlagde Den Torccelheimske Koloniseringsstyrke Den Torccelheimske Storkoloni, og første gang den blev omtalt som Storkoloni, talte den Nordegnen, Nordskoven, Syrendalen og Jyrkakysten.

Folkaætten mistede gennem værdige kampe alle deres territorier på nær en del af Bakkedalen (senere Morænen) og en anden (senere Tågedalen) til henholdsvis Den Azurranske Koloniseringsstyrke eller Den Khartavianske Koloniseringsstyrke. Værst var dog tabet af deres hovedby Ragnarstad, som også havde været Fladlandets Hovedstad indtil da.

Hesteklanerne blev udryddet under perioden og alt territorium, de havde, blev overtaget af Den Khartavianske Koloniseringsstyrke.

Langsaxingeætten mistede gennem hårde kampe alle deres territorier til enten Den Azurranske Koloniseringsstyrke eller Den Torccelheimske Koloniseringsstyrke.

Nadaætten mistede alt territorium til Den Torccelheimske Koloniseringsstyrke og Den Avillionske Koloniseringsstyrke, med undtagelse af en lille del af Månedalen, som de gav til Vegaslægten i bytte for at måtte søge tilflugt hos dem.

Rechtsfeltslægten mistede deres territorier i Vestengen til Den Khartavianske Koloniseringsstyrke og en del af Khatan til Den Azurranske Koloniseringsstyrke. Rechtsfeltslægten formåede dog at hindre ethvert fjendtligt forsøg på at indtage Khatan.

Udgårdsætten mistede en del af deres territorier i Stormsletten til Den Torccelheimske Koloniseringsstyrke. Deres berømte hærleder Jyrka af Udgårdsætten fik dog forårsaget svære tab på fjendtlige hære og formåede dermed at holde Den Avillionske Kolonistyrke fra at indtage Alzark. Egnen forblev derfor i Udgårdsættens hænder hele epoken.

Valravneætten mistede gennem hårde kampe alle deres territorier til Den Avillionske Koloniseringsstyrke, men de formåede at holde dem stangen så længe, at Fladlandets Hovedstad faldt til Den Avillionske Koloniseringsstyrke i stedet, som kom fra den modsatte side, Folkaætten havde haft ansvaret for at beskytte. Efter Hovedstadens fald rejste de overlevende til en del af Bakkedalen (senere Morænen), som fortsat var under Folkaættens kontrol og regrupperede der.

Vegaslægten modtog et flodstykke i Månedalen fra Nadaætten i bytte for at lade dem søge tilflugt under Vegaslægtens beskyttelse. Vegaslægten beholdt kontrollen over Månedalen og holdt fjenden ude under hele epoken.

Fladlanske territorier

Få Fladlandske områder var stadigt på Fladlandske hænder ved epokens afslutning:

• Rechtsfeltslægten rådede over Khatan.
• Folkaætten rådede over det meste af Tågedalen, udover den nordlige del.
• Folkaætten og Valravneætten rådede fælles over Morænen.
• Udgårdsætten rådede over Alzark.
• Vegaslægten rådede over Månedalen.

Fremhævede Rigskriftkilder

Følgende Rigsskriftkilder er fremhævede som grundlag for epoken (bemærk meget gik tabt i Den Store Kolonikrig):

• En række beretninger.

Epokens tilknytning

Standhaftighedens Skjolde indgår i Storkoloniernes Tid.

Standhaftighedens Skjolde har ikke tilknyttede begivenheder eller forløb.

Historiske hovedpunkter