Adeptkorpset

Adeptkorpset er et korps, der er forankret i EVEAtroen, og som bliver ledet af EVEAtroens Præsteskab.

CELESTOLOGISK SKILDRING

Indenfor Fladlandsk Celestologi er Adeptkorpset inddelt i undergrupperinger kaldet adeptlister. Der er én adeptliste tilknyttet hvert Tempels Tempelkommandant. Hver Tempelkommandant er tilknyttet en Tempelkommandør, der har ansvaret for adeptlister i 2-3 Len. Enkelte adeptlister er direkte tilknyttet en Tempelkommandør og er uafhængige af Templerne.

Grader indenfor Adeptkorpset

Medlemmer af Adeptkorpset har en af følgende grader: adepter af første cirkel, adepter af anden cirkel eller titlen Tempelvogtere.

Symboler indenfor Adeptkorpset

Det primære symbol er tre overlappende cirkler, der symboliserer deres fronter. De beskytter Templet mod fjenden omkring os, fjenden iblandt os og fjenden i os. Fjenden omkring os er vildegnene, med deres vildninge, vætter og entiteter. Fjenden iblandt os er farlige åndevæsner, skjulte kættere, uretfærdige hedninger, eller vildfarne troende. Fjenden i os er, når trusler kommer indefra, fordi vores tro skranter eller kontrollen over mutationer går tabt. Symbolet bliver syremærket på halsen af alle medlemmer. Bemærk, at det ikke er det samme som trællemærket.

KONSULOGISK SKILDRING

Indenfor Fladlandsk konsulogi ved kun de færreste, hvad et Tempelkorps er. Udtrykket Tempelkorps bliver sjældent brugt, da det fleste blot omtaler Adeptkorpset med sit navn eller kalder dem De Grå. Det er så udbredt, at De Grå er betegnet som et samnavn for Adeptkorpset.

Symbolernes sammenfald

Nogle vil mene, at det er påfaldende belejligt, at den eneste forskel på Adeptkorpsets symbol og på trællemærket er, at der er én cirkel mere på Adeptkorpsets symbol. Det ville næppe være svært at ændre et trællemærke til et adeptsymbol. Andre mener, at der er stor forskel, eftersom Adeptkorpsets symbol har tre runde cirkler, og trællemærket anvender to, let fladtrykte cirkler.

KRONOLOGISK SKILDRING

Indenfor Fladlandsk kronologi blev Adeptkorpset formelt anerkendt som Fladlandets Tempelkorps i 289 FNFT (under Accalias Århundrede). Der eksisterer desværre ikke skriftkilder om Adeptkorpsets første tid, skrevet i samtiden, da det oprindelige hovedsæde desværre brændte ned i år 248 FNFT. Der blev fra da af oprettet kopier af vigtige dokumenter angående Adeptkorpset efterfølgende. Fra da af har Adeptkorpsets hovedsæde været i Rigets Hovedstad, Tronstad.

Offgame Information

Senest opdateret: 24. oktober, 2024