Spillet er opdelt i tre områder, der hver har en række grupperinger under sig. Du kan her læse om, hvilke områder og grupperinger din rolle eller du selv kan være en del af.

Du kan til Fladlandssagaen være en del af en af de fem afviklingsområder, hvoraf tre af dem er spilbare, mens to af dem er hjælperområde. De tre spilbare områder har hver en række grupperinger, som din rolle kan være en del af. Først gennemgår vi områderne i spillet, derefter bliver de tre spilbare områder gennemgået med de grupperinger, din rolle kan være en del af.
Områder til Fladlandssagaen
De fem afviklingsområder bliver kørt af frivillige, der skaber spillet i samarbejde med spillerne. Du kan læse mere om vores organisation ved at klikke på følgende link.

Byen (spilområde)
Eventyr, fællesskab og spænding
I byen vil du starte i én af de fire store klaner, der hver især har værdier og visioner for byens fremtid. Uanset om din rolle drømmer om endelig at vinde sin frihed, få en kærlig slægt, indsamle mægtig viden eller stå op for en bedre verden, er der en plads til dig. Måske bliver du endda også en del af ét eller flere laug, hvor ligesindede mødes for at diskutere deres erhvervs behov og muligheder.
Du kan læse, hvem der står bag Byen ved at klikke på følgende link.
Fotograf: Susse Kobberø Chapman (2024).
Hoffet (spilområde)
Storpolitik, intriger og følelser
I Hoffet vil du typisk starte i en af de 13 Bannerslægter, som alle har forskellige mål, muligheder og ambitioner. Du vil også starte som Hofaspirant og kan derfra blive tjener, page, skriver eller budbringer eller på sigt endda arbejde dig op til at blive Ridder, Fladlandets heltemodige beskyttere, eller Advisør, Fladlandets uundværlige rådgivere. Uanset om din rolle drømmer om magt, rigdom eller sladder, så vil du her finde andre, der ligesom dig har slangetunge eller standhaftige tanker om Rigets fremtid. Måske vil du endda støtte en af de store slægter og på den måde være en del af dem, der påvirker Riget Fladlandets fremtid.
Du kan læse, hvem der står bag Hoffet ved at klikke på følgende link.
Fotograf: Arwen Chapman (2025).


Templet (spilområde)
Mystik, magi og tro
I Templet vil du starte som Tempelaspirant og lære mere om EVEAtroen, Templet som helhed og de tre forskellige stiger, du kan vælge at betræde. Du vil oftest graduere til Novice, hvorfra du kan træde ind på Præstestigen, hvor du vil lære at forkynde om én af de fire Guddomme, eller ind på Tempeltjenerstigen, hvor du vil sikre Templets fremgang og forskning i de mystiske dele af verdenen. Hvis du ikke graduerer som Novice, kan du vælge at træde ind i Adeptkorpset, som løser Templets beskidte og mørke arbejde, mens du gennemgår hård træning. Uanset om din rolle drømmer om at lære om magi, vise folk den sande, troende vej, eller med din klinge beskytte verdens mystiske hemmeligheder, vil du kunne finde ligesindede i Templet. Måske vil du endda kunne ændre din omverden?
Du kan læse, hvem der står bag Templet ved at klikke på følgende link.
Fotograf: Susse Kobberø Chapman (2025).
Plotbunkeren (frivilligområde)
Fortællinger, fotografer og plotroller
Plotbunkerens frivillige udvikler og skaber fortællinger, der understøtter spillernes oplevelser. Plotbunkeren har derudover ansvar for at specialeffekter, sminke, lys og lydudstyr undervejs i spillet. Plotbunkeren er placeret i Naturfag på Østerskov Efterskole, centralt i rollespillet, hvorfra plotroller bliver koordineret, så det er let at komme i kontakt med dem.
Du kan læse, hvem der står bag Plotbunkeren ved at klikke på følgende link.
Fotograf: Susse Kobberø Chapman (2025).


Bunkeren (frivilligområde)
Servicedesk, roller og systemer
Bunkerens frivillige udvikler og sikrer rollespillets spillermodtagelse, dets overordnede systemer, samt hjælper deltagere med at få besvaret deres spørgsmål og opfyldt deres behov. Bunkerens frivillige kan hjælpe dig både før, under og efter spillet. Bunkeren er placeret i Glaskisten, hvor du tjekker ind, som du kan finde ved at følge pilene fra Østerskov Efterskoles parkeringsplads.
Du kan læse, hvem der står bag Bunkeren ved at klikke på følgende link.
Fotograf: Susse Kobberø Chapman (2025).
Spilområdernes gruppering
Under hver af de spilbare områder er der en række grupperinger, som din rolle kan være en del af. Du kan her finde en kort introduktion til dem.
Byen
Byen er inddelt fire mægtige klaner, der hver især kæmper om magten i byen. Hvis din rolle er fra byen, vil din rolle oftest være en del af en af klanerne. Du kan læse mere om byen ved at klikke på følgene link.

Klan Kronjæger
Kronjægerne består af eventyrere, drømmere og kunstnere, der sammen udlever deres drømme. De vil fremstå som Ravnsholts helte: Dem, der tør stå op for den lille by og udvikle dens potentiale.
Her oplever du eventyr, handel og muligheden for at udforske dine egne potentialer og begrænsninger.
Klan Tordenbjørn
Tordenbjørnene går op i familie, tradition og slægt: De blev i sin tid fordrevet fra deres hjem. Nu står de sammen om at slå rødder og skabe et nyt et i Ravnsholt.
Her oplever du sammenhold, sære traditioner, og muligheden for at opbygge fællesskab og indrette et hjem sammen.


Klan Umbrafalk
Umbrafalkene går op i etik, fællesskab og skæbne: De var tidligere lejesoldater, som en del af Regimentet De Gyldne Falke, men de forsøger nu at leve et roligt liv, uden krig og konflikt, i Ravnsholt.
Her oplever du at stå i etiske dilemmaer i fællesskab med dine kammerater.
Klan Ildsalamander
Ildsalamanderne er interesserede i projekter, hemmeligheder og eftermæle. Klanens medlemmer er en del af et hemmeligt netværk og står sammen for at udføre både netværkets og hinandens projekter. Her oplever du spionage, samling af viden og hemmelige opgaver.

Din rolle kan derudover være en del af en række laug. Du kan læse mere om klanerne og laugene i Byhåndbogen ved at klikke på det følgende link.
Hoffet
Hoffet er inddelt i en række grupperinger, der hver især har en række ansvarsområder derinde.
Ridderstigen
Som en del af Ridderstigen, kæmper du for Riget Fladlandet, Ridderidealerne, og det Hof, du er udnævnt i. Ridderne er Fladlandets urokkelige skjold og skarpe sværd, og du vil være med til at stå forrest for at værne om kulturen, stabiliteten og kernen i Hoffet. Du forsvarer ikke kun folket, men også de idealer, du har svoret på, da du trådte i lære som Væbner. Sagaordenen er Riddernes samlede Ridderorden, der står for oplæring, træning og graduering. De udkæmper Dueller, udøver Ridderidealer, og træner gennem turneringer. De er Fladlandets strateger og taktikere. Nogle Riddere vælger at træde ind som undervisere, mens andre er forkæmpere for Ridderidealerne i Hof, og nogle træder til på Hærlederstigen som Hærførere. Gennem taktiske kampe, adskillige prøvelser, vilde eventyr, og en lang række strabadser, kan du måske en dag kæmpe dig hele vejen og blive slået til Ridder?


Advisørstigen
Som en del af Advisørstigen, er du en del af den sociale og administrative loge, der skaber rammerne om det Hof, du er udnævnt i. Advisørerne er Fladlandets skarpe sind og opmærksomme blikke, og du vil være med til at sætte kursen for den fremtid, Fladlandets befolkning har. Du kommer til at stå tæt på magten, hvor du kan bruge din viden, dit netværk og din rådgivende tunge til at forme Fladlandets begivenheder både foran og bagved kulissen. Advisørstigen består af fire forskellige grene, der sammen former den pulserende scene i Fladlandet. Du kan være en politisk diplomat, en social vært, en administrativ skriver, eller en nysgerrig kunstner. Én ting er sikkert – Advisørerne ved, at magt ikke kun udøves med sværd, men særligt med ord, viden og netværk. Gennem dybdegående viden, adskillige prøvelser, store oplevelser og en lang række strabadser, kan du måske en dag gå hele vejen og blive Advisør?
Tjenerstablen
Som en del af tjenerstaben, er du en del af Hoffets usynlige rygrad, styrken i stilheden og pålideligheden i det Hof, du er ansat i. Du træder ind i en rolle, hvor loyalitet, diskretion og dedikation er grundstenene til at holde Hoflivet i gang. Du kommer til at se alt, opsnuse saftige rygter og prikke til det politiske spil, uden at de andre i Hoffet helt når at opfange, at du gør det. Tjenerne sætter en stor ære i deres arbejde, og hver i sær tilgår de det forskelligt. Der er loyale og stille tjenere, som aldrig svigter sin Adelig eller sit Hof, tjenere som diskret handler i det skjulte for at gøre livet lidt lettere for andre, og dem, der er hårdføre til arbejdet, som får det hele til at køre rundt – alle uden at forvente anerkendelse for det. Du kommer som tjener til at være tilstede i magtens skygge og nærhed. Det kommer til at kræve disciplin, skarphed og årvågenhed, men gennem det kommer du ligeså til at blive en af dem, Fladlandet ikke kan undvære.

Du kan læse mere om Hoffet ved at klikke på følgende link.
Tempel
Templet er inddelt i en række grupperinger, der hver især har en række ansvarsområder derinde.

Gejstlig
Præsteskabet er samlingen af Højpræster, Præster og Præstelærlinge, som er tilknyttet et Tempel. De er den religiøse kerne af Templet, og sammen forkynder de om EVEA og dens fire Guddomme til borgerne i Fladlandet. Som en del af Præsteskabet, er du med til at lede ceremonier, udføre mystiske retssager og fungere som en af de vigtigste formidlere af EVEAtroen. Præsteskabet vejleder andre i deres tro, hjælper med at håndtere mystiske stridigheder, og træffer beslutninger på vegne af Templet. Derudover står de også for oplæring af Præstelærlinge og bevaring af Templets kultur.
Adeptkorpset
Adeptkorpset er et korps, der er forankret i EVEAtroen, og som bliver ledet af EVEAtroens Præsteskab. Som en del af Adeptkorpset beskytter du Riget Fladlandet og dens befolkning mod kræfter, der ønsker at skade dem. Du gennemgår hård og udmattende træning for at dygtiggøre dig og være i stand til at bekæmpe de trusler, der lurer i Fladlandets mørke kroge. Ved at træde ind i Adeptkorpset, lægger du dit liv og alt, du kender, bag dig. Også dit navn. Kun troen, kampen og træningen eksisterer – der er ingen vej tilbage.


Tempeltjenerne
Tempeltjenerne er en gruppering, der er med til at sikre, at Templet virker og de essentielle funktioner bliver opretholdt. Du er Templets hænder og øjne, der udfører praktiske opgaver, mens du lærer om Guddommene, Templet og den store mængde af mystisk viden, der er i Fladlandet. Måske kommer du en dag til at forske i noget, du finder spændende, eller støtte Præsteskabet i deres forkyndende opgaver. Du er med til at løfte Templet og hjælpe borgerne, hvis Præsterne ikke er tilstede, samt undervise andre, både i Templet og Hoffet, om det mystiske.
Du kan læse mere om Templet ved at klikke på følgende link.