For børn og forældre

Fladlandssagaen er en rollespilskampagne, hvor alle uanset alder er velkomne til at lege med.

lllustrator: Freya Éowyn K. Chapman (2025).

Hvad er rollespillet Fladlandsagaen

Rollespil handler om at træde ind i en anden verden, hvor man får mulighed for at udforske sig selv, sine
medspillere og den verden, som er skabt til spillet. Vores rollespil er designet til, at deltagere i alle aldre kan være medskabere af rollespillets fortællinger. Vi har derfor fokus på:

  • at skabe trygge rammer for børn og unge med temaer og fortællinger, der er børnevenlige. Det er vigtigt for os, at alle aldre kan være med uden at komme til skade på grund af uegnede temaer.
  • at skabe nuancerede fortællinger, hvor ingen er gode eller onde, og hvor alle handlinger har konsekvenser for den videre fortælling. Fortællingerne varierer fra område til område, samt gruppering til gruppering, så der er nok at kaste sig ud i og vælge mellem.
  • at alle skabe rammer, der gør, at ligestilling og inklusion er udgangspunktet både i og udenfor rollespillet. Vi arbejder derfor på at sikre, at løn, neurodiversiteter og andre forhold som udgangspunkt ikke udgør en begrænsning for, hvilken type rolle du kan spille.

Som forældre er du velkommen til at deltage i Fladlandssagaen sammen med dit barn og udforske universet. Du behøver ingen erfaring – det er derimod en sjov og anderledes måde at bruge tid på sammenn med dit barn. Hvis du eller dit barn har behov for det, kan I både låne kostume og sværd de første par gange, dit barn/I/du deltager.

Drevet af frivillige

Fladlandssagaen er skabt og drevet af frivillige, der sammen løfter og skaber det spil, dit barn deltager i. Fladlandssagaen bliver støttet og kørt gennem Østerskov Efterskole, der fonder rollespillet, så det er gratis at deltage i for alle. Du kan læse mere om vores frivillige ved at klikke på følgende link.

Er dit barn under 10 år?

Hvis dit barn er under 10 år gammel, er det vigtigt, at du er med eller i området, indtil andet er aftalt med en arrangør. På den måde lærer du og dit barn os at kende, ligesom vi kommer til at have en forståelse af, hvad dit barn har brug for. Det er en værdi for os, at både du og dit barn kan være trygge.

Både i og udenfor spillet har vi en ansvarlig for børn. Det er arrangøren Frederikke Sofie Bech Høyer, som du kan kontakte på mail: frederikke@fladlandssagaen.dk.

Alt det praktiske

Der er en række praktiske informationer, som det er en fordel for dig, at have et overblik over:

  • Siden “Praktiske informationer” indeholder de almene praktiske informationer, der er, i forhold til spillet, inklusiv en beskrivelse af, hvordan vi foreslår, du tilgår den første spilgang.
  • Siden “Skab din rolle” beskriver, hvordan du kan lave en rolle hjemmefra, men det er ikke nødvendigt eller vigtigt første spilgang, du og dit barn deltager.

At spille rollespil udenfor

Vi spiller rollespil i al slags vejr. Det er derfor en god idé, at I har tjekket vejrudsigten og valgt tøj, der gør, at dit barn ikke fryser, mens vi er igang. Første prioritet er altid, at det er varmt, dernæst at det er bevægeligt, og slutteligt, at det ser sejt ud og passer ind i verden. Det kan være en fordel for dit barn at have flere lag på, så det er lettere at regulere kropstemperaturen, da dele af vores rollespil foregår indendørs.

En helt har brug for mad og drikke

Det er en fordel, hvis dit barn har en madpakke og en drikkedunk med. Vi bevæger os meget under spillet og bruger en masse energi, så selvom vi serverer lidt mad i kroen, er det vores erfaring, at mange børn og unge ofte bliver mere sultne. Det er derfor en god idé med madpakken, så dit barn kan holde sig mæt under hele spillet.

Kostume og våben

Da det er muligt at låne kostume og våben, er det ikke et krav selv at eje eller have ting med. Hvis du eller dit barn ønsker at anskaffe eget, foreslår vi, at I først leder efter tøj i en genbrugsbutik, da det ofte er billigere og lettere tilgængeligt. Et godt bud er et par neutrale bukser og en løs skjorte uden mærker.

Du kan finde inspiration til, hvordan du og dit barn kommer godt igang med at lave et kostume under siden “Udstyr og tips” ved at klikke på følgende link.

Du kan finde inspiration til, hvordan du og dit barn selv laver jeres kostume og udstyr på siden “Gør det selv guies” ved at klikke på følgende link.

Det er også muligt at købe rollespilsudstyr fra en af de mange rollespilsbutikker, der eksisterer rundtom i Danmark. Du kan finde en liste over butikker på spilrollespil.dk.

Telefonnummer

Hvis dit barn deltager til Fladlandssagaen alene, er det vigtigt, at der er et telefonnummer til en forældre eller værge, som barnet selv kan huske eller har med i lommen, i tilfælde af, at der skulle opstå en situation, hvor det er nødvendigt for os at tage kontakt til jer.

Glemte sager

Det er vigtigt, at dit barn lærer at huske alle sine ting, så intet bliver glemt. Vi har nemlig ikke mulighed for at påtage os ansvaret og sikre, at alle får alt med hjem. Vi har på skolen et sted, tabte og glemte ting bliver lagt, kaldet “Lost place“. Så er noget blevet glemt, kan det være, at I er heldige at finde det der. Du kan i dit barns genstande med fordel skrive deres navn og telefonnummer i, så forsøger vi at få det hjem til de rette.

Fortæl os, hvis noget går galt

Der er mange, der deltager og spiller med til en spilgang. Hvis der er noget, der går galt, eller som dit barn eller du har været utrygge ved, så fortæl os det endelig – vi vil gerne handle på det.

Vi fanger mange ting under spillet, men hvis dit barn kommer hjem og har haft en træls eller uheldig oplevelse, så tøv ikke med at sende os en mail. Du kan kontakte arrangøren Frederikke Sofie Bech Høyer på mailen frederikke@fladlandssagaen.dk. Er det akut, kan du få fat i Frederikke på hendes telefonnummer 53 69 59 18.

Du kan læse mere om vores sagshåndtering og samværdspolitik ved at klikke på følgende link.

Vores datapolitik

For at dit barn må have en rolle i vores system har vi (ifølge dansk lov) behov for en samtykkeerklæring. Indtil da vil dit barn få en papir-karakter.

Du kan læse mere om vores datapolitik på linket her.

Du kan finde skabelonen for samtykke herunder:

Illlustrator: Freya Éowyn K. Chapman (2025).

Privatlivsoverblik

Denne hjemmeside bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner som at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke dele af hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.