For nye spillere

Vi har her lavet en oversigt over, hvad vi foreslår du som ny spiller forholder dig til. Fladlandssagaen er lavet sådan, at du kan dukke op på spilgangen og deltage uden forberedelse, så alt herunder er idéer til, hvis du gerne vil forberede dig på at deltage i kampagnen.

Fotograf: Susse Kobberø Chapman (2025).

Hvad rollespil og Fladlandssagaen er

Rollespil handler om at træde ind i en anden verden, hvor du får mulighed for at udforske dig selv, dine medspillere og omgivelserne. Vi har en række regler og retningslinjer, vi følger sammen for at få den bedst mulige oplevelse. Reglerne har fokus på, hvordan vi leger godt med hinanden, og en del af dem rammesætter, hvordan du kan udføre konkrete handlinger i rollespillet, som ellers ville være umulige at udføre i virkeligheden. Den del kalder vi for spilsystemer. Det kan eksempelvis være, hvordan du brygger en magisk eliksir eller udkæmper en kamp til døden med sværd. Alt sammen er selvfølgelig for sjov.

Du kan læse mere om, hvad rollespil er ved at klikke ind på følgende link.

Hvad er Fladlandssagaen

Fladlandssagaen er en rollespilskampagne i genren mytisk fantasy, og som derfor er inspireret af gamle folkeeventyr, hvilket indebærer en kernefortælling om at være mennesker i bysamfund, omgivet af det mystiske. Kampagnen er designet til, at deltagere i alle aldre kan være medskabere af rollespillets fortællinger, hvor der særligt er fokus på at skabe trygge rammer for unge og uerfarne deltagere. Vi lægger vægt på at skabe nuancerede fortællinger, hvor ingen er gode eller onde, og hvor alle handlinger har konsekvenser for den videre fortælling. Rollespillet bygger på en forudsætning om, at der er ligestilling og inklusion mellem deltagerne både i og udenfor rollespillet. Det afspejler sig også i kampagnens verden og spildesign.

Du kan læse mere om, hvad tankerne bag Fladlandssagaen er ved at klikke ind på følgende link.

Ankomst og tjek ind

Fladlandssagaen kører på Østerskov Efterskole (Kirketoften 4, 9500 Hobro), og du kan finde vores datoer for næste spilgang ved at klikke ind på følgende link.

Når du ankommer på skolens parkeringsplads, følger du skiltene op til Bunkeren, der er vores receptionen/hjælpedisken, hvor du tjekker ind. Har du medbragt rollespilsvåben eller rustning, er det vigtigt, at du derefter går forbi våbentjek (i nærheden af Bunkeren) og får dem sikkerhedstjekket. Bunkeren kan også pege dig i retning af, hvor du kan låne kostume og våben, hvis du har behov.

Vi vil gerne bede dig om at læse vores samværdspolitik, før du deltager i Fladlandssagaen. Samværspolitikken beskriver de forventninger, vi har til vores deltagere. Du kan finde vores samværdspolitik ved at klikke på linket her.

Første gang du tjekker ind

Første gang, du deltager, tager det længere tid at tjekke ind, fordi vi gerne vil hjælpe dig godt i gang. Hvis du kommer i god tid, har vi lettere ved at hjælpe dig med at lave en rolle, finde kostume, blive tilknyttet et hold, møde de andre, samt se spilområdet inden spilstart. Du kommer hurtigere i gang, hvis du allerede har oprettet en profil på www.fladlandssagaen.dk og valgt et rollenavn (som du altid kan ændre senere).

Er du under 15 år, har vi brug for en samtykkeerklæring om, at du må deltage, som du kan finde ved at klikke ind på følgende link.

Er du forældre til et barn, kan du læse mere om, hvad du med fordel kan forholde dig til, ved at klikke ind på følgende link.

Skab en rolle

Du kan vælge at deltage i kampagnen med eller uden en på forhånd skabt rolle. Hvis du gerne vil skabe din rolle hjemmefra, kan du læse mere om, hvordan du gør det ved at klikke ind på følgende link.

En spilgangs forløb

Vores normale spilgange har det samme forløb, som du kan vænne dig til:

TidspunktHvad der sker hvornår
Kl.11.00Du kan tjekke ind fra da af i Bunkeren, få hjælp til at lave en rolle og få tjekket eventuel rustning og våben, du har med, så du er klar til rollespillet.
Kl.11.45Vores introduktionsvideo bliver sat på (i Frejas sal), der gennemgår spillets regler.
Kl.12.00Vi gennemgår sammen dagens fortællinger, essentielle opdateringer og datoer.
Kl.16.45Alle, der har lyst, kæmper i et for-sjov-slag med rollespilsvåben.
Kl.17.00Vi afrunder dagen og starter oprydningen. Har du spilgenstande eller andet, du har brug for at aflevere i Bunkeren, er det vigtigt, du gør det inden eller lige efter spilstop.

Praktisk, regler og spilsystemer

Der er en del praktiske informationer, som kan være nyttige for dig at have læst på forhånd. Du kan finde samlingen ved at klikke ind på siden “Praktiske informationer”, hvorpå vi har samlet alt det, vi kunne komme på, kunne være gavnlig for nye såvel som rutinerede spillere. Det er også her, du kan finde information om, hvilke regler og spilsystermer vi er sammen om at følge, så det er trygt at rollespille sammen på tværs af aldre, erfaringer og kulturer.

Vil du vide mere om spilregler, kan du klikke ind på følgende link, som også beskriver de udvidede regler og spilsystemer.

Bliv en del af fællesskabet

Vi har en række steder, hvor spillere og frivillige mødes for at tale om Fladlandssagaen, og du er meget velkommen til at blive en del af dem.

Fotograf: Susse Kobberø Chapman (2025).

Afhængig af, hvilket spilområde du er en del af, eksisterer der også andre mindre grupper. Som du finder din plads og din gruppe i kampagnen, vil du blive inviteret ind i dem.

Hvad så nu?

Nu er du velkommen til at udforske og gå på opdagelse i vores verden. Vores hjemmeside er opdelt på følgende måde:

  • Fanen “Kom igang” indeholder sider, der er målrettet nye deltagere.
  • Fanen “Praktisk” indeholder sider, der samler praktiske, nyttige informationer.
  • Fanen “Verden” indeholder sider, der beskriver vores verdensmateriale og de dokumenter, som du kan finde i verden.
  • Fanen “Lær mer'” indeholder sider, der indeholder guides, råd og tips til at udvikle din rolle, dit kostume eller din forståelse af rollespillet.
  • Fanen “Om os” indeholder sider, der beskriver dem, som er sammen om at lave Fladlandssagaen.
  • Fanen “Nyheder” indeholder løbende updates, så du kan følge med i, hvad vi har lavet af opdateringer i vores materiale.

Vi glæder os til at se dig til Fladlandssagaen

Privatlivsoverblik

Denne hjemmeside bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner som at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke dele af hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.