Gnistens Inddæmning

KRONOLOGISK SKILDRING

Indenfor Fladlandsk kronologi begyndte Gnistens Inddæmning i år 450 FNFT da Mirrilún blev erklæret for Flandlandsk Hovedstad og endte umiddelbart før Khatalan blev erklæret for Fladlandets Hovedstad i år 400 FNFT.

Gnistens Inddæmning er betegnet som Fladlandsk Rigshistorie og anvender Ny Fladlandsk Tidsregning.

Fortællingen om Gnistens Inddæmning

Gnistens Inddæmning begyndte da Fladlændingene erklærede Mirrilún som Fladlandets Hovedstad ved et Tronvalg hvorefter Vizira Vega, der havde levet 16 vintre, blev Kronet som Fladlandets Regent. De sidste af Hesteklanerne blev overtalt af Khorelia Liopantra, leder af Den Khartavianske Storkoloni, til at sværge troskab, hvilket skete i form af den gamle hesteavlerslægt under navnet Skharnsfeltslægten. Vizira kæmpede bravt og ledte mange slag mod Den Torccelheimske Koloniseringsstyrke indtil hendes død på slagmarken, efter 8 år som Regent. Med Viziras død begyndte forsvaret af Mirrilun at smuldre, og til trods for at byen var Hovedstad blev efterfølgende Regenter udråbt på krigsråd andre steder, nærmere end Tronvalg i Mirrilun.

Alzarks ærefulde skanser

Storm IV af Udgårdsætten, der havde levet 68 vintre, blev på et krigsråd i Alzark udråbt som Regent af Fladlandet. Storm ledte mange slag mod Den Avillionske Koloniseringsstyrke indtil deres død på slagmarken, efter 5 år som Regent. Med Storms død, faldt Alzark til fjenden, trods den ærefulde indsats Udgårdsætten og alle de, der havde kæmpet under deres banner, havde lagt.

Morænens modigste

Robin af Valravneætten, der havde levet 49 vintre, blev på et krigsråd i Morænen udråbt som Regent af Fladlandet. En sen nat skete der det usædvanlige at en flok Fladlandske oprørere formåede at stjæle et af de mest slagkraftige Aviilionske krigsskibe gennem en af de mest dristige eventyr, det er muligt at forestille sig. De, der var med kaldte sig for Cabello’erne eller Cabelloslægten, selvom ingen af dem var fra samme familie. De formåede efterfølgende at sejle skibet ud på Abyssalhavet hvorfra de overfaldt Fladlandske fjender, især Avillionske skibe, der blev narret til at tro det (stadigt) var et af deres skibe. Robin ledte mange slag mod Den Khartavianske Koloniseringsstyrke og Den Azurranske Koloniseringsstyrke indtil deres død på slagmarken, efter 16 år som Regent.

Samling om midten

Lauge af Folkaætten, der havde levet 64 vintre, på et krigsråd i Morænen udråbt som Regent af Fladlandet. I løbet af epoken blev Fladlandet mere og mere indskrænket, mens Storkolonierne blev stærkere og kulturen i dem skiftede mere til at afspejle magthaverne. Op mod epokens afslutning var alle territorier på nær Khatan i Fladlandets midte og den nordligste del af Månedalen blevet koloniseret, og det var tydeligt, at det var et spørgsmål om tid inden mindst ét af de to områder snart ville falde. En snedig plan blev lagt og muliggjorde at Vegaslægtens langtrækkende kanoner i hemmelighed blev flyttet til Rechtsfeltslægtens velbefæstede forsvarsværker i Khatan Den stærke kombination af Rechtsfelts murværk og Vegas kanoner gjorde det voldsomt omkostningsfuldt for enhver fjende at forsøge så meget som at nærme sig. Da Vegaslægten flyttede sine kanoner, markerede det for flertallet af Fladlændingene tidspunktet, hvor erkendelsen af at Fladlandet ikke kunne vinde krigen slog rod. Khatalan blev gradvist nøglepunktet og mange flygtede dertil under epoken,Lauge ledte mange slag mod Den Khartavianske Koloniseringsstyrke og Den Azurranske Koloniseringsstyrke indtil hans død på slagmarken, efter 21 år som Regent. Med Lauges død valgte Fladlændingene at vende blikket mod Khatan, og mødes der, for at afholde Tronvalg. Epoken sluttede umiddelbart før erklæringen af Khatalan som Fladlandets Hovedstad i år 400 FNFT.

Magthavere og territorier

Den Avillionske Storkoloni opnåede trods mange slag ikke større ændringer i sit territorium (Sydegnen, Svartunil, Vildskoven, Allesia og Neyala). Den Avillionske Koloniseringsstyrke oplevede en langsom stigning af overfald og kampe med oprørere, og det kulminerede i at et af deres mest veludrustede krigsskibe blev kapret.

Den Azurranske Storkoloni mistede territorium på grund af oversvømmelser af Bakkedalen. Azurranerne fastholdt ellers deres territorium (Bakkedalen, Daleo Markova, Daleo Romun, og Slangeheden). Pajarislægten, der fortsat befandt sig i Storkolonien, ledte flere oprørskampe mod Den Azurranske Koloniseringstyrke, og de havde held med at skabe sig gode forbindelser til lokalbefolkningen, især i Daleo Romun.

Den Khartavianske Storkoloni blev udvidet til også at inkludere Morænen og Tågedalen (udover Vestengen, Jammersletten og Firkløveret). Tågedalen faldt markant tidligere end Morænen.

Den Torccelheimske Storkoloni blev udvidet til også at inkludere Alzark, og størstedelen af Månedalen (udover Nordegnen, Nordskoven, Syrendalen og Jyrkakysten.

Folkaætten mistede efter hårde kampe det sidste af deres territorium, og de overlevende valgte at gå under jorden eller flygte til Khatan.

Rechtsfeltslægten rådede fortsat over Khatan.

Udgårsætten mistede efter hårde kampe kontrollen over Alzark. Mange overlevende valgte at gå under jorden for at fortsætte kampene. Ud af dem var der en sælsom blanding af mange forskellige slægter og grupperinger, der formåede at kapre et Avillionsk krigsskib. Med en blanding af krigsskibet, adskillige smuglerbåde og lokalkendskab til terrænet fik de fortsat kampene. Gruppen af folk dannede et stærkt fællesskab, og ud af det opstod Cabelloslægten.

Valravneætten mistede efter hårde kampe det sidste af territorierne i Morænen, som de havde beskyttet sammen med Folkaætten, og de overlevende valgte at gå under jorden for at fortsætte kampene.

Vegaslægten mistede størstedelen af Månedalen, trods intense kampe. De havde stadigt kontrollen over et mindre territorium til sidst, men valgte at udføre en snedig plan, der flyttede alt, hvad de anså for vigtigt til Khatan, umiddelbart før epokens afslutning.

Fladlanske territorier

Få Fladlandske områder var stadigt på Fladlandske hænder ved epokens afslutning:

Rechtsfeltslægten rådede over Khatan.

Vegaslægten rådede over den nordligste del af Månedalen.

Fremhævede Rigskriftkilder

Følgende Rigsskriftkilder er fremhævede som grundlag for epoken (bemærk meget gik tabt i Den Store Kolonikrig):

• Veddvandringen for Quistslægten fortæller om Quistslægtens Veddvandring.

Epokens tilknytning

Gnistens Inddæmning indgår i Storkoloniernes Tid.

Gnistens Inddæmning har ikke tilknyttede begivenheder eller forløb.

Historiske hovedpunkter