Håbets Støbeform

KRONOLOGISK SKILDRING

Indenfor Fladlandsk kronologi begyndte Håbets Støbeform i år 400 FNFT da Khatalan blev erklæret for Fladlandets Hovedstad og endte i september år 289 FNFT med Kroningen af Accalia Dérkomai som Fladlandets Regent.

Håbets Støbeform er betegnet som Fladlandsk Rigshistorie og anvender Ny Fladlandsk Tidsregning.

Fortællingen om Håbets Støbeform

Håbets Støbeform begyndte med at byen Khatalan blev erklæret for Fladlandets Hovedstad. Efterfølgende blev der afholdt Tronvalg i byen og Tarna af Valravneætten blev Kronet som Fladlandets Regent. Der var fortsat spredte grupper, der gjorde modstand, oftest i ly af vildegne såsom Ormeskoven, men kun Khatan, flagede uanfægtet med Fladlandsk banner. Storkoloniernes hære fortsatte med at tørne sammen. Hver Storkoloni mente at have det stærkeste mandat til at kolonisere Fladlandets territorier. De tøvede dog med at angribe Khatan, da det var for omkostningsfuldt, både fordi det var velbeskyttet, men også fordi andre Storkolonier uden tvivl ville falde en dristig angriber i ryggen, hvis først én af dem gjorde forsøget. Med tiden blev Khatan en slags neutral grund, hvor diplomatiske udsendinge fra Storkolonier og Fladlandske Storslægter kunne holde møder, hvilket blev udbredt, efterhånden som flere vurderede, at krigshandlingerne næppe ville føre til, at én Storkoloni alene kunne underlægge sig hele Fladlandet. Tarna ledte mange slag mod Den Avillionske Koloniseringsstyrke og Den Azurranske Koloniseringsstyrke indtil hendes død på slagmarken. Jofrida af Udgårdsætten blev på et Tronvalg i Khatalan udråbt som Regent af Fladlandet. Jofrida ledte mange slag mod Den Avillionske Koloniseringsstyrke og Den Azurranske Koloniseringsstyrke indtil hendes død på slagmarken. Roccordi af Lagsaxingeætten blev på et Tronvalg i Khatalan udråbt som Regent af Fladlandet. Roccordi ledte mange slag mod Den Azurranske Koloniseringsstyrke indtil deres død på slagmarken. Tjalfi af Folkaætten blev på et Tronvalg i Khatalan udråbt som Regent af Fladlandet. Tjalfi ledte mange slag mod Den Avillionske Koloniseringsstyrke og Den Azurranske Koloniseringsstyrke indtil deres død på slagmarken. Brakam af Folkaætten blev på et Tronvalg i Khatalan udråbt som Regent af Fladlandet.

Vandets forskydelse

I den Khartavianske Storkoloni blev arbejdet med at effektivisere Firkløveret en høj prioritet, og forandringerne var store. Opførelsen af Bohringers Dige indebar, at så store mængder vand i Tågespejlet blev flyttet, at det betød, at en stor del af Bakkedalen kom under vand. Eksempelvis opstod øen Vestbakken, da der nu var vand hele vejen rundt om den, hvilket Folkaætten dog stod fast på fortsat var en del af Bakkedalen. Oversvømmelserne gav anledning til, at egnen Morænen fik sit navn efter sumpen, der nu var vokset til at fylde en stor del af området. En stor del af Cacremil var også sunket under vandoverfladen.

Et håb spirer

Slægten Rechtsfelt og Slægten Vega rådede over de to største Fladlandske hære, og de fleste andre slægter støttede op om en af de to. I fredens navn valgte slægterne at indgå et ægteskab, og da ingen af dem ønskede at afgive et slægtsmedlem til den anden, blev løsningen at starte en helt ny slægt. Dérkomaislægten opstod dermed som resultat af et ægteskab, indgået mellem de to slægter. Det blev kimen til et frugtbart samarbejde, og meget pres blev lagt på Dérkomaislægtens skuldre for at føre Fladlandet ud af koloniseringens skygge. Da Accalia Derkómai kom til verden, blev hun omgående et symbol på et samlet Rige, og bag lukkede døre begyndte hendes forældre at føre utallige forhandlinger med det mål at gøre en ende på Storkolonierne og sætte deres datter på Fladlandets Trone.

Horisontens farer

En politisk forbindelse med Khartavia virkede frugtbar fra starten af. Der var også gode muligheder i luften fra Torccelheim. Begge var villige til at trække sig fra Fladlandet, hvis der kunne blive indgået en aftale, de kunne se sig selv i. Anderledes så det dog ud med Azurra, hvis hjemegn var blevet for isdækket og gold til at kunne understøtte sin befolkning. Mange Azuranere ønskede derfor at fortrænge alle andre fra Fladlandet, så de kunne genskabe deres Riges storhed her. Avillionerne var ligeledes skeptisk over for forhandling, da de afventede en gigantisk armada, som de vurderede kunne vinde dem hele Fladlandet.

Guddommelige mirakler

Trængt sammen i Khatalan havde folk med forskellige trosretninger lært meget om at leve tæt og bedre forstå hinanden. Det havde ført til, at flere var begyndt at bede sammen og ofte til flere af Guddommene. I år 294 FNFT havde Guddommene signaleret, at styrken i forbundet EVEA, ved at invitere alle der turde til at forsøge at gennemgå en Guddomsprøve foran befolkningen Kun fire personer overlevede og gennemførte hver deres prøve. De fremkomne orakeltegn synliggjorde, at de i sandhed var Guddommenes udvalgte. De fralagde sig deres slægtsnavne og præsenterede sig for folket som Cryxantia, Tiberius, Scribonia og Balthazar. 

I år 293 FNFT blev der afholdt et årelangt Konvent i Khatalan, hvor al tro blev debatteret. Mange Religiøse diskussioner og ceremonier blev gennemført. Dybe bønner blev ytret, og værdifulde offergaver blev givet for at opnå Guddommelig gunst og inspiration. Konklusionen på det blev, at der blev dannet en ny retning for Fladlandets tro, hvilket blev nedskrevet og formaliseret i første udgave af EVEA´s Tempellov (der dog først blev udgivet i september år 289 FNFT). 

Guddommenes udvalgte hjalp befolkningen med at se lyset i EVEAtroen og ledte dem i bøn. I år 290 FNFT kom der, efter tre år, svar på befolkningens bønner, og to store mirakler fandt sted. Det første var for Extazias hånd og indebar sænkningen af den Avillionske armada, som havde kurs mod Fladlandet. Det næste mirakel var fra Vartigan og indebar, at en voldsom og omfattende pestplage ramte Den Azurranske Storkoloni. Begge mirakler skabte uoprettelig ødelæggelse på Storkolonierne og svækkede deres kampstyrke betydeligt.

Forhandlingernes frugtbarhed

Med netop de to Storkolonier, som havde stillet sig på bagbenene, svækkede, indkaldte Fladlandets Regent, Brakam af Folkaætten, til et Tronvalg, med nyheden om at han ville abdicere. På møder forud for Tronvalget med lederne af Den Avillionske, Den Torccelheimske og Den Khartavianske Storkoloni var de blevet inviteret til at deltage i Tronvalget. Med sig bragte de en fredsaftale, samt en invitation til Fladlandet om optagelse i Samsværgelsen af Storslægter og Riger.

Et Riges nyetablering

Tronvalget blev det største i Fladlandet nogensinde, og det forløb fredeligt takket være Dérkomaislægtens politiske håndværk, samt et stærkt fælles fodslag i retning af drømmen om fred og velstand. Op til Tronvalget blev der først forhandlet en enighed om at takke ja til fredsaftale og invitation om optagelse i Samsværgelsen af Storslægter og Riger. Derefter blev det aftalt, hvad Fladlandets egne skulle hedde, herunder at de fremadrettet ville blive omtalt som Len. Derefter blev det aftalt, hvilke slægter der blev erklæret for Fladlandske Storslægter, samt hvilke Len hver Storslægt ville have Lensejerskabet over når Tronvalget var afsluttet. Til sidst samlede Lensejerne sig alle bag Accalia Dérkomai og valgte hende som Fladlandets Regent, samt underskrev Fladlandets første Rigslov. Epoken sluttede i september år 289 FNFT umiddelbart før Accalias Kroning.

Magthavere og territorier (inden Tronvalget)

Cabelloslægten havde ingen territorier, men de formåede fortsat at gøre stor skade på især Den Avillionske Koloniseringsstyrke.

Den Avillionske Storkoloni indtog resten af Månedalen, samt en del af Jyrkakysten, og de havde derudover Svartunil, Vildskoven, Allesia og Neyala, men mistede Sydegnen.

Den Azurranske Storkoloni mistede deres områder i Tågedalen, men de fortsatte ellers uændret (Bakkedalen inklusiv Vestbakken, Daleo Markova, Daleo Romun, og Slangeheden). Bakkedalen blev i løbet af epoken oversvømmet og skrumpede til en mindre størrelse (nuværende størrelse). De havde dog fortsat udfordringer med oprør, ledet af Pajarislægten.

Den Khartavianske Storkoloni blev gennem voldsomme kampe udvidet til også at inkludere Sydegnen (udover Morænen, Vestengen, Jammersletten, Firkløveret og Tågedalen). Firkløveret voksede i løbet af epoken til sin størrelse i Skrivende Stund, grundet omfattende indsats fra Den Khartavianske Koloniseringsstyrkes ingeniører.

Den Torccelheimske Storkoloni havde stadig Alzark, Nordegnen, Nordskoven og Syrendalen, men mistede Månedalen og en del af Jyrkakysten til Den Avillionske Koloniseringsstyrke.

Dérkomaislægten opstod som resultat af et ægteskab, indgået mellem Rechtsfeltslægten

og Vegaslægten.

Rechtsfeltslægten rådede fortsat over Khatan.

Fladlanske territorier

Få Fladlandske områder var stadigt på Fladlandske hænder ved epokens afslutning:

Rechtsfeltslægten rådede over Khatan.

Magthavere og territorier (efter Tronvalget)

Under indledningen til nyetablerende Tronvalg blev der først aftalt følgende rammesætning:

• Fremadrettet hed alle Fladlandske Storslægter “Slægten” i starten af deres navne, da der ikke kunne blive enighed om, hvorvidt der var tale om slægter eller ætter.
• Det blev derefter besluttet at inddele Fladlandet i 21 Len, hvor Lensejerskabet over dem blev grundlaget for de Fladlandske Storslægter.
• Kronlenet blev udvalgt til fremadrettet at tilhøre den siddende Regentslægt. Kronlenet blev dermed udpeget som nyt Hovedlen, og der var opbakning til dér at opføre en ny Hovedstad med en Rigfæstning, der var Riget værdig.

Der blev efterfølgende udråbt følgende Fladlandske Storslægter:

Slægten Argenor (tidligere Argenorslægten) med Lensejerskabet over Jammersletten. Slægten havde med tiden affundet sig med at leve i Den Khartavianske Storkoloni, og de havde genopbygget styrke ved at rådgive og handle med Khartavianerne.

Slægten Cabello (tidligere Cabelloslægten) med Lensejerskab over Neyala. Slægten bestod på daværende tidspunkt hovedsageligt af et stærkt netværk af søfarere, kapere, lejesoldater og Fladlandske oprørsgrupper. Deres plads ved forhandlingsbordet var i høj grad takket være Udgårdsætten.

Slægten DeChatara (tidligere DeChataraslægten) med Lensejerskab over Allesia. Slægten var Avillionsk Adel og ledere af Den Avillionske Storkoloni, men de frasagde sig det for at takke ja til at opnå status som Fladlandsk Storslægt. De måtte opgive meget for at blive Fladlandsk Storslægt, men de var villige til at betale prisen.

Slægten Dérkomai (tidligere Dérkomaislægten) med Lensejerskab over Syrendalen. Slægten havde i tiden op til Tronvalget etableret sig stærkt med støtte fra Slægten Vega og Slægten Rechtsfelt til trods for at være en meget ung slægt. Deres indflydelse var derfor i høj grad betinget af de to andre slægters opbakning.

Slægten Falkhion (tidligere Falkhionslægten) med Lensejerskab over Sydlenet. Slægten var Khartaviansk Adel og en essentiel del af Den Khartavianske Storkoloni, men de frasagde sig det for at takke ja til at opnå status som Fladlandsk Storslægt.

Slægten Folkaætten (tidligere Folkaætten) med Lensejerskab over Bakkedalen, Morænen og Tågedalen. Slægten havde formået at genopbygge sig selv og en stor del af de aftaler, der lå til grund for freden, var blevet forhandlet af dens medlemmer.

Slægten Langsaxing (tidligere Langsaxingeætten) med Lensejerskab over Nordskoven og Nordlenet. Slægten havde lidt omfattende tab, og flere havde udelukkende overlevet ved at flygte ind i nærliggende vildegne. Med tiden havde slægten dog genfundet sig selv i den del af egnen, som var tilbage.

Slægten Liopantra (tidligere Liopantraslægten) med Lensejerskab over Firkløveret og Slangeheden. Slægten var Khartaviansk Adel og ledere af Den Khartavianske Storkoloni, men de frasagde sig det for at takke ja til at opnå status som Fladlandsk Storslægt.

Slægten Pajari (tidligere Pajarislægten) med Lensejerskab over Markova. Slægten var tidligere Azurransk Adel, men de havde under Gnistens Inddæmning og Håbets Støbeform kæmpet imod Den Azurranske Storkoloni, og de fik derfor tilbuddet om at blive Fladlandsk Storslægt, hvilket de takkede ja til.

Slægten Rechtsfelt (tidligere Rechtsfeltslægten) med Lensejerskab over Vestengen, Romun og Khatan. Romuns grænse blev i den sammenhæng ændret til at inkludere en del af Slangeheden. Slægten havde opnået enorm indflydelse og var ved Tronvalget Fladlandets mest magtfulde Storslægt.

Slægten Udgårdsætten (tidligere Udgårdsætten) med Lensejerskab over Jyrkakysten og Alzark. Slægten havde ændret sig en del, og de havde besluttet at lægge fortiden bag sig. Det var tydeligvis ikke de heltemodige, der overlevede i længden eller blev husket i Fladlandsk historie, men derimod de snedige, hvilket slægtens medlemmer tog til sig.

Slægten Valravn (tidligere Valravneætten) med Lensejerskab over Svartunil. Slægtens medlemmer havde fortsat kampene helt op til Tronvalget mod fjenden, og de var mødt op i blodige rustninger med knivskarp kampgejst. Slægterne, der tidligere havde støttet og arbejdet for fjenden, blev placeret i den anden ende af rummet end Slægten Valravn, der modvilligt accepterede, at de nu var “på samme side”.

Slægten Vega (tidligere Vegaslægten) med Lensejerskab over Månedalen. Slægten havde mistet meget territorium, men de havde formået at opbygge stor politisk indflydelse, adskillige soldater og rigdom, som blot ventede på muligheden for at blive brugt i fredsforhandlingerne.

Det blev konstateret til mødet, at der ikke var overlevende medlemmer af Nadaætten, hvilket betød, at de tilstedeværende slægter blev enige om at betragte slægten som en forgangning.

Til Tronvalget blev Slægten Dérkomai valgt som Regentslægt og modtog derfor også Lensejerskab over Kronlenet, som det var aftalt.

Fremhævede Rigskriftkilder

Følgende Rigsskriftkilder er fremhævede som grundlag for epoken (bemærk meget gik tabt i Den Store Kolonikrig):

• Veddvandringen for Dérkomaislægten fortæller om Dérkomaislægtens Veddvandring.

Epokens tilknytning

Håbets Støbeform indgår i Storkoloniernes Tid.

Håbets Støbeform har ikke tilknyttede begivenheder eller forløb.

Kronologisk diskussion

En teori fortæller, at Eurika og Archimedes valgte at skåne Den Khartavianske Storkoloni og Den Torccelheimske Storkoloni, da udsendinge herfra havde lovet at støtte op om, at Fladlandet kunne blive genetableret som sit eget Rige.

Historiske hovedpunkter for Håbets Støbeform (indtil Fladlandets nyetablering som Rige)

Historiske hovedpunkter for Håbets Støbeform (Nyetableringen af Riget Fladlandet)