KARTOLOGISK SKILDRING
Indenfor Fladlandsk kartologi befinder Stradamos sig i distriktet Spiralkrogen i Khatalan. Akademiet indeholder statuen Hengivenhed. Stradamos’ Kollegium er tilknyttet Akademiet Stradamos.
Oplevelsen af Stradamos
Stemningen af livet som studerende på Stradamos bliver beskrevet som roligt, fordybende og farefulgt. På Akademiet er det støvede bøger, lange snoede gange og adskillige hemmelige rum, der virkeligt kendetegner de studerendes liv. Langt størstedelen af de studerende møder ind, mens der er mørkt, og tager hjem, når mørket igen har lagt sig. Blækplettede fingre, en fornemmelse af stearinlysets risiko, samt et lys i lommen for en sikkerheds skyld er livet her.
ARISTOLOGISK SKILDRING
Indenfor Fladlandsk Aristologi indeholder Stradamos Stradamos’ Alkylogielektorat og Stradamos’ Kronologielektorat. Stradamos bliver ofte valgt som Akademi ud fra et ønske om, at den studerende er ekspert i skriftkyndighed.
Stradamos’ Akademiprestige
Stradamos bliver, ud fra Fladlandsk Aristologi, vurderet til at have Akademiprestige 10.
KONSULOGISK SKILDRING
Indenfor Fladlandsk konsulogi bliver Stradamos af nogle kaldt Spiraltårnet, da tårnet er bygget lidt som et sneglehus, med én stor trappe, der spiralerer opad. Spiraltårnet bliver derfor betragtet som et samnavn for Stradamos. Folk fra Stradamos har ofte en positiv opfattelse af Navío, da de beundrer og nærmest romantiserer over Akademiets fokus på sejlads, for hos Stradamos er der langt til sejlbart vand. Folk fra Stradamos har ofte en negativ opfattelse af Izubrahe, som de betragter som en useriøs udkigspost, der svigter sand forskning for bare at gå ud og glo på pæne ting.
De studerende
Studerende fra Stradamos tilgår verden ud fra, at alt der kan blive dokumenteret, bør blive dokumenteret, så fremtidens generationer får mulighed for at se ind i vores. De er vant til, at viden kommer af at sætte sig ned og studere gamle tekster grundigt, og de er sikre på, at der eksisterer en tekst om alt det, de kommer til at opleve, hvis bare de kunne få lov til at få adgang til dem. Det forudsætter dog det rigtige netværk, kendskab til de rette søgeord og dedikation. På Stradamos bor de studerende i små én-personers værelser, med en lille seng og få møbler. Værelset befinder sig ikke på selve Akademiet, men i nærliggende bygninger.
Jubilæum
Stradamos afholder hvert år et par dages jubilæum i november, hvor alle, der er tilknyttet Akademiet, eller er gradueret fra det, er inviterede, medmindre de er uvelkomne, eksempelvis fordi de har skiftet tilknytning til et andet Akademi. Jubilæet bliver, blandt de indforståede, ofte omtalt som “Jubilæet”.
KRONOLOGISK SKILDRING
Indenfor Fladlandsk kronologi blev Stradamos opført i Fladlandsk byggestil på et ukendt tidspunkt, men først opdaget omkring år 800 FNFT (under Brøndenes Vanvid) i form af en ruin med ukendt navn. I år 445 FNFT (under Gnistens Inddæmning) blev en stor mængde tekster, fra hele Fladlandet proppet ind i bygningen og blev fra da af kaldt Støvsamlingen. I november år 289 FNFT (under Accalias Århundrede) havde bygningsværket gennemgået en lang række reparationer og var blevet udbygget med en omfattende kælder. Bygningen blev erklæret for at være et Fladlandsk Akademi, der fik navnet Stradamos. I april år 275 FNFT blev Stradamos’ Alkylogielektorat og Stradamos’ Kronologielektorat oprettet på Akademiet. I oktober år 22 FNFT (under Ørnefreden) blev statuen Hengivenhed opført i Akademiet.
Kronologisk diskussion
Indenfor Fladlandsk kronologi fortæller en teori, at det næppe er tilfældigt, at navnet Stradamos minder om navnet Magnaros, som er navnet på en meget gammel fæstning, og der går derfor spekulation på, om der er en sammenhæng. Navnet Stradamos blev fundet i nogle gamle tekster, som nogle kronologer mener, beskrev attraktionen helt tilbage, fra før det var en ruin.