Op mod juletiden har vi arbejdet med ærefulde handlinger, handel og hærledelse. Mange tak for jeres oplevelser, der har dannet grundlag for ændringerne – og god jul og godt nytår til jer alle.
Ære og titler
Der er kommet mere beskrivelse af ærefuld adfærd. Det kan eksempelvis indebære, at nogens Ære er blevet krænket, hvilket fører til, at der bliver udfordret til Duel. Æreskrænkelser kan dog være forskellige, og det er op til de involverede, med deres titler for øje, at vurdere, hvad der skal ske.
Luksusretter
Flere af luksusretterne har fået mere beskrivelse, og der er kommet tegninger af retterne Fladlandske Krydderkroner, Fladlandske Æresfade, festfyld og svøbte sommerstege, hvilket betyder, at alle luksusretter nu er illustrerede.




Hærlederspillet
Vi har nu indskrevet reglerne for hærlederspillet i Spillerhåndbogen. Det betyder, at alt, der hed “konfliktspillet” og “strategispillet”, nu er fjernet eller omskrevet til at være en del af hærlederspillet. Vi har også indskrevet mere materiale, der er relevant for stratologi (og hærlederspillet), herunder artiklerne belejring, strategigrej og madsendinger, samt faciliteten strategiposten, som er der, hvorfra du spiller hærlederspillet. Terræn og belejring er begge ændret til at være stratokoncepter. Bemærk desuden, at evnerne Udskiber og Belejrer er fjernet (roller, der havde dem, har fået returneret deres XP). Evnen Hærleder er ændret, så den styrer antal soldater, du kan have. Evnetræet er opdateret med de nye ændringer. Læs mere om hærlederspillet i vores nye opdateringsdokument her.
Handel og handelsrejser
Handelsspillet har med udgangspunkt i jeres feedback fået en stribe opdateringer med siden sidst, som du kan læse om i opdateringsdokumentet her. Det har blandt andet betydet, at der er kommet en ny udgave af Handelskortet, samt et hjælpeark, der gør det lettere at planlægge handelsrejser. Som en del af ændringerne har vi omdøbt den kategori af sendinger, der før hed forsyninger, så den nu hedder handelssendinger, for at gøre formålet tydeligere. Vi har desuden opdateret skibsskøderne.
Viden om magi
Vi har oprettet et nyt kapitel om formørkelser. Da de ikke er lidelser ligesom sygdomme, mutationer og forgiftninger, står kapitlet om dem derimod i Arcana Magica under kosmologi fremfor at stå i Fladlandets Dissektiarium sammen med lidelserne. Vi har desuden indskrevet følgende nye effekter: Mutationen knoglerust, sygdommen gravsyge, forgiftningen druktnegift og formørkelsen frygtmørke. De fire effekter er efter sigende relevante for EVEAtroen… Mystisk mystisk. Beskrivelsen af VP (ViljestyrkePoint) er ændret til bedre at forklare, hvad du kan bruge dem til. Der er desuden oprettet noget, kaldet “vilkårlige eliksirer”, som du kan opleve ved at gå op i Bunkeren.
Opdatering af gradueringsrammer og certificeringsrammer
Vi har opdateret en række gradueringsrammer for titler, samt lavet nye, så alle Advisører nu også har deres. Du kan finde gradueringsrammerne i rollespillet ved at opsøge biblioteket inde i Templet og spørge efter dem. Gradueringsrammer er en oversigt over, hvad du har brug for til at kunne graduere til en højere grad eller titel i rollespillet.
Slægtsklenodier og personager
Vi arbejder fortsat på Bannerslægter, slægtsklenodier og personager. Der er nu kommet tegninger af slægtsklenodierne Anestaven, Baldrians Ro, Bronzesfinxen, Oppertunia, Ramonoklen og Tornemasken, samt portrætter af personagerne Bianka DeChatara, som er Rektor på Kyria, og Charlotte DeChatara.








Hjemmesideopdatering
Der er lavet en række opdateringer af hjemmesidens tekst og billeder (udover leksikon). Det betyder mere indhold, og at alle tamgeder undtagen én er forsvundet. 😉
Månedens tal:
Opdaterede artikler: 125
Nye grafikelementer: 42
Nye artikler: 10
Til slut <3
Til slut vil vi som altid gerne sende dig og alle de andre spillere et tak. Tak for at følge med, og tak for jeres feedback! At vores materiale vokser, er takket været jeres kærlighed og dedikation til vores fantastiske verden. Har du feedback? Så skriv endelig til os.