Vi har henover sommeren arbejdet på at lave mere historie og materiale til slægterne. Derudover har vi videreudviklet smedesystemet, samt lavet den største grafikopdatering nogensinde med hele 216 nye grafiske elementer.
Fladlandets historie
Vi har skrevet mere om Fladlandets historie: Der er en ny artikel om Trondueller, samt fortællinger om dengang Baldrian af Folkaætten blev dræbt af Zurabi Vega under en Tronduel, og da Eri af Folkaætten blev dræbt af Orvar af Folkaætten i en Tronduel. Vi har også skrevet mere om Alzarks historie, blandt andet om ruinen Vyrmheim og Alztad. 10 af de historiske kort er blevet opdateret med nye detaljer. Der er kommet mere beskrivelse af Søskeneslægternes oprindelse, inklusiv en artikel om Valccyriahøjen og beretninger om deres Veddvandringer. Der er derudover blevet skrevet artikler om følgende historiske personager: Adrian af Udgårdsætten, Bjørn Tordenkile, Ejnar Tordenbjørn, Katlin Tordenkile, Kharen Rechtsfelt, Petra Tordenbjørn, Skarte Nordbjørn, Storm VIII af Udgårdsætten og Valccyria af Tordenætten. En ny bog, kaldet Jeronimaiusnotatet, indeholder mange noter om nyere historie. Vor Ædle Aner er vokset og blevet inddelt i to hæfter. Vi har samlet de døde Regenter i Vor Ædle Aner Bog I, mens Bog II indeholder andre døde, historiske personager. Der er kommet tegninger af en række historiske personager: Baldrian af Folkaætten, Beke af Udgårdsætten, Dagmar af Folkaætten og Silas Tordenbjørn (der er overgået til at være en historisk personage efter at være blevet erklæret død).



Slægterne
Der er kommet tegninger af Slægten Rhozendals våbenskjold, Slægten Apideas våbenskjold og Slægten Skargirs våbenskjold (prydskjoldet). Der er også kommet tegninger af Rhozendals slægtsklenodier: Bladskjul og Vidneskjoldet. Flere personager er blevet indskrevet: Alastér Aodh (som tidligere hed Alastér Bjargan), Andrea Tordenbjørn og Ejvin Tordenbjørn.






Advisører, Akademier og Universitetet
Der er kommet en artikel om Advisørernes Ekkonåle, der er en særlig ejendel (som svarer til Riddernes Æresvåben og Præsternes foki). Der er indskrevet en artikel om Bianka DeChatara, som er Rektor på Akademiet Kyria. Der er også kommet en tegning af våbenskjoldet tilknyttet Universitetet Accadia.
Kamp, ære og titler
Evnen Krudtvåbenkyndig hedder nu Krudtskytte, mens evnen Skyttevåbenkyndig hedder Bueskytte. Æreskrigsfanger hedder nu bare Æresfanger. Det er indskrevet, at Æresfangers Æresvåben ikke kan blive brugt til at udfordre med, men Æresfanger kan godt blive udfordret af andre. Alle artikler, der hed noget med “Eds-” eller “Æres-”, hvor der før blev brugt parenteser, har fået fjernet parenteserne, eksempelvis hedder (Eds)bannerfører nu Edsbannerfører. Der er kommet nye artikler om Dødsbreve og Trontribunaler.
Lidelser og helbredelse
Vi har indskrevet, at feltinfirmerier, udover i telte, også kan blive opsat i et skur eller andet tagdækket rum. Der er kommet en opgradering af, hvordan lidelser fungerer, som vil gøre det lettere at spille på dem. Vi har derudover lavet en bog med navnet Fladlandets Dissektiarium, der er et opslagsværk om lidelser. Indtil videre er der beskrivelser af sårbetændelse, sårforgiftning og sårmutering (men der vil komme meget mere og grundigere senere).
Væsner og magi
Der er kommet en artikel om væsenmarkører, hvor vildtræk og vættetræk nu befinder sig under. Der er kommet en ny type effekter, kaldet fortryllelser, og en betegnelse kaldet svækkelser, der er modsætningen til styrkelser. Effekter er ændret til at være en kategori under påvirkelser.
EVEAtroen
Der er kommet en bedre beskrivelse af adeptorier og uddybede eksempler på mørk Archimedestro, mørk Extaziatro, mørk Eurikatro og mørk Vartigantro.
Ikke EVEAtroen
Der er kommet en artikel, der hedder besættelser. Sikke noget. Det bliver sikkert ikke et problem for rollerne i spillet. 😉
Gradueringsrammer
Der er kommet gradueringsrammer til Adept af anden cirkel, Adept af første cirkel, Adept af tredje cirkel, Tempelvogter, plus nye, opdaterede versioner af alle eksisterende (i alt 30 rammer).
Madlavning
Der er kommet en tegning til Urkål (fra Tilio), samt en version af alle afgrøder i sækkeform.



Skibe og handel
Der er blevet ændret, så (skibs)beskadigelser nu hedder beskadigelser, og (skibs)forbedringer nu hedder forbedringer. Begge dele er ikke længere betegnelser, men samlet i kategorien faktorer, der er en underkategori til kategorien påvirkelser. Både påvirkelser og faktorer er nye artikler, som er en del af, at vi bedre kan bruge skibe i fortællingerne. Der er kommet en tegning af handelsgrej.
Smedning
Der er kommet en stor opgradering af smedeevnerne: Evnen Fyrbøder ændret til at fungere anderledes – det koster ikke længere noget at starte smedjen op. Derimod er der kommet et bedre system for at hæve og sænke varmetrin i essen, og den del af evnen, der handlede om at omsmelte malmsække, er flyttet til andre evner. Den nye evne Metalstøber lader dertil spillere omdanne metalblokke til værksdele i en smedje og omvendt. Der er kommet nye artikler til at beskrive det, der bliver kaldet for metalstøber og metalstøbning, samt 39 nye værksdele (eksempelvis blylodder, jerntandhjul og messingskruer), som har udvidet Fladlandsk Markedskartotek med et tredje hæfte. Alle de nye værksdele har desuden fået tegninger med. Evnen Låsesmed laver ikke længere nøgler. Udgangspunktet er derimod, at den person, der ejer låsen, er den eneste, der kan åbne den, mens indbrudstyve fortsat kan forsøge at bryde den op med evnen Låsedirker. Spørg i Bunkeren, hvis du vil vide noget om at overdrage eller lave delt ejerskab over en lås. Nøgler vil fremadrettet tælle som udstyr, relateret til plot, hvis det er i spil. Der er kommet en tegning af smedegrej.



Alkymi og krudt
Der er kommet tegninger af alle miksturerne (merkurmikstur, mortomikstur, natteblanding, pilgrimsolie, salamandosalve, skumringssalve, svitsesalve, sølvsalve og temporimikstur). Evnen Krudtmager har nu 3 trin (før havde den 1), og evnen kan nu blive brugt til at lave grafit, krudtposer og salpeter. Bemærk, at krudtposer er flyttet til trin 2 i evnen. Evnen Gasdamper forudsætter nu også 1 grafit (udover 1 salpeter) for at virke. Der er også kommet en ny artikel, der beskriver grafit. Krudtmager trin 2 erstatter Eliksirbrygger 2, som en af forudsætningerne for at lære Gasdamper 2 (den anden forudsætning er Laborant 2).



Fladlandets Len og byer
Der er kommet en ny udgave af kortet over Fladlandet og dets 21 Len, der i langt højere grad end tidligere viser, hvordan omgivelserne ser ud i de Fladlandske egne. Derudfra er kort over beliggenheden af de 53 stader i Fladlandet også blevet opdateret. De nyopdaterede kort kommer til at gøre det sjovere at designe baggrundshistorier og fortællinger i verdenen.


Diverse hjælpemidler
Der er kommet et nyt karakterark til ungdomsklubber og en ny-opdateret udgave af evnetræet.
Månedens tal:
Opdaterede artikler: 419
Nye grafikelementer: 216
Nye artikler: 91
Til slut <3
Til slut vil vi som altid gerne sende dig og alle de andre spillere et tak. Tak for at følge med, og tak for jeres feedback! At vores materiale vokser, er takket været jeres kærlighed og dedikation til vores fantastiske verden. Har du feedback? Så skriv endelig til os.