Brøndenes Vandvid

KRONOLOGISK SKILDRING

Indenfor Fladlandsk kronologi begyndte Brøndenes Vanvid i år 850 FNFT, umiddelbart efter ødelæggelsen af Folkahøj, og endte i år 800 FNFT, umiddelbart før Ragnar af Folkaætten blev udråbt som ætshøved af Folkaætten.

Brøndenes Vanvid er betegnet som Fladlandsk Rigshistorie og anvender Ny Fladlandsk Tidsregning.

Fortællingen om Brøndenes Vanvid

Epoken begyndte umiddelbart efter ødelæggelsen af fæstningen Folkahøj. I skyggen af den frygtelige ødelæggelse udsprang Valravneætten af valravnestammerne. En skrøbelig fredsaftale blev indgået mellem Folkaætten og Valravneætten, som dog ikke inkluderede de tilbageværende valravnestammerne.

Desperationens eskalation

Blandt befolkningen voksede fortvivlelsen, for der var både krig og plager samt tørke, sult og hungersnød. Hvor folk tidligere havde praktiseret hedenskab, begyndte flere nu i desperation at tilbede alskens uhyrligheder. Grusomme forfærdeligheder blev fremkaldt ved usigelige handlinger, og kætteriske kulte slog rødder i Vildfladlandet, som kvælende ukrudt. Det medførte adskillige konflikter og blodige slag mellem folk, der tidligere havde været frænder. Plager hærgede, og blandt de værste var et forfærdeligt vanvid, en form for sindssyge, der førte alskens rædsler med sig, og som spredte sig i form af forgiftet brøndvand. De vanvidsramte i kulte bragte sågar deres egne som ofre til titaner og daimoner. Mørket korrupterede menneskene med grufuld vildmagi og hæslige mutationer, som deformerede dem til umenneskeligheder, der hærgede og spredte rædsel. Nogle talte sågar om, at de grufulde handlinger bragte frygten og opgivelsen tilbage som under Titanvældet.

De, der stod imod

Trods det tyngende mørke opstod en række ætter, som kæmpede imod kultenes hærgen, samtidig med at flere byer og fæstningsværker blev opført i epoken. De, der holdt fast i at tilbede Guddommene respektfuldt og værdigt, kunne fortsat finde håb og lys.

Forfærdelige vildegne og entiteter

Under epoken blev forfærdelige entiteter og de vildegne, de var forankrede, i opdaget. Det skræmte Vildfladlandets befolkning til yderligere forfald og fortabelse.

Et lys bliver tændt

Op mod slutningen af epoken døde Folkaættens ætshøved. Det gav plads til, at det nye håb, Ragnar af Folkaætten, kunne træde frem, og epoken sluttede umiddelbart før han blev udråbt som nyt ætshøved.

Magthavere og territorier

Bronzeklanerne rådede over Tågebæltet og Sønderhaven, samt mindre dele af Hyldomsdraget, efterhånden som tørken drev folk væk. I starten af epoken udsprang hyldomsklanerne af Bronzeklanerne, da en række klaner i Hyldomsdraget havde samlet sig om tilbedelse af Tvillingerne, hvilket var grundet til at de blev kaldt Hyldomsklanerne. De opnåede dominans blandt dem, der blev i Hyldomsdraget og rådede ved epokens afslutning over en betydelig del af området. De var en meget uorganiseret gruppering af klaner, der ikke havde meget andet til fælles end deres tro, hvilket dog var nok til at skabe en form for løst forbund med mindre intern konflikt end tidligere.

Folkaætten oplevede ingen territorieændringer. De brugte antageligt deres kræfter på at stabilisere sig internt, og samtidig sikre at de ikke igen ville blive overrendt af valravnestammerne. Det blev indgået en fredsaftale med Valravneætten og samarbejdet med mellem de to ætten gik godt. Det blev populært at følges med Valravneætten på togter, hvilket også havde den fordel, at det var lettere at holde øje med hvor de var.

Hesteklanerne oplevede en del indre tumult i Højheden. Det kulminerede i, at Rytterætten udsprang af en af hesteklanerne og kæmpede sig til at være den dominerende magt i den østlige del af egnen, efter de havde underlagt alle andre af hesteklanerne i området.

Hornklanerne rådede over størstedelen af Nordskoven, men de mistede i løbet af epoken alt andet end det område, der senere blev kaldt Nordegnen til saxingestammerne. Fra netop det område indgik en række hornklaner et forbund, og de drog derpå på togt sydpå mod vildklanerne. De indtog og etablerede sig som den dominerende magt, under navnet Nadaætten, først i Månedalen, og derfra bredte de sig ved brug af deres ekspertise i flodsejlads til også at kontrollere Syrendalen.

Saxingestammerne indtog mere af Nordskoven fra hornklanerne, svarende til det, der i Skrivende Stund hedder Romun og Nordskoven.

Valravnestammerne havde interne konflikter efter ødelæggelsen af Folkahøj og Valravneætten udsprang af valravnestammerne. Valravneætten indgik i forhandlinger med Folkaætten, og indgik en fredsaftale. Valravneætten etablerede sig, gennem en række togter, som den dominerende magt over det nuværende Svartunil. Der var nu tale om en æt, der havde en hær, hvor det tidligere havde været nærmest omvendt. Der blev langsomt opbygget respekt overfor Folkaætten, og så længe det var andres land, de to ætter førte togter mod, nærmere end hinandens, var det muligt at enes. Der var stadigt valravnestammer efterfølgende, hvoraf de fleste fortsat boede i Svartunil, men ikke havde en fredsaftale med Folkaætten.

Vildklanerne som levede i Månedalen, Svartunil og Syrendalen, blev enten opslugt eller fordrevet af kulturslægternes magt. Der var dog adskillige tilbage, og de havde fortsat kontrollen over Stormsletten og Vildskoven.

Fremhævede Rigskriftkilder

Følgende Rigsskriftkilder er fremhævede som grundlag for epoken:

• Myten om Brøndenes Vanvid beskriver forfærdelige hændelser.
• Veddvandringen for Rechtsfeltætten fortæller om Rechtsfeltættens Veddvandring.

Epokens tilknytning

Brøndenes Vanvid indgår i Den Mørke Tid.

Brøndenes Vanvid har ikke tilknyttede begivenheder eller forløb.

Kronologisk diskussion

I de få dokumenter fra eftertiden, der beskrev den dystre epoke, blev der enkelte steder nævnt navne på nogle få ætter. Ud fra det mente kronologer at kunne fortælle noget om, hvilke ætter der måtte være opstået i perioden.

Historiske hovedpunkter