KARTOLOGISK SKILDRING
Indenfor Fladlandsk kartologi er byggestilen i Cacremil kendetegnet ved, at de fleste bygninger er kuppelformede. Omkring tre fjerdedele af byen befinder sig under vandoverfladen i søen Tågespejlet. Generelt er de flotteste af kuplerne enten tæt ved, eller nede under, Tågespejlets vandoverflade.
Cacremil er betegnet som Lensstad.
Attraktioner og fæstningsværker
Staden indeholder attraktionen Bakkedalens Tempel og Lensfæstningen Bastion Kupola.
ADVOLOGISK SKILDRING
Indenfor Fladlandsk advologi ligger staden ved åbent vand og kan blive tilgået med alle typer af skibe. ⚓
Eksportvarer
Staden er kendt for følgende eksportvarer:
Sendingen rigning.
KONSULOGISK SKILDRING
Indenfor Fladlandsk konsulogi betyder byens navn “De tusinde kupler” og henviser til, at staden oprindeligt bestod af utallige kuppelformede bygninger. Kupler, der er blevet bygget til, efter størstedelen af byen sank, er generelt de mindst pæne, da dem, der byggede de oprindelige kupler, for længst er rejst.
Indbyggerne
Indbyggerne i Cacremil har det lidt ambivalent med at bo i byen. De bliver frustrerede, hvis nogen laver sjov med at kalde byen for En-Snes-Kupler eller lignende navne, der laver sjov med, at der næppe er tusinde kupler tilbage i byen, efter en stor del af den sank. Omvendt gør indbyggerne meget ud af at have deres egne skikke, som tydeligt står i kontrast til, at det tidligere var en betydningsfuld by i den Azurranske Storkoloni. Det er i det hele taget en udbredt skik, at folk fra Cacremil godt kan lide at gøre ting til deres eget, selv hvis det betyder at opfinde nye traditioner eller symboler.
KRONOLOGISK SKILDRING
Indenfor Fladlandsk kronologi blev byen grundlagt omkring år 780 FNFT (under Ragnars Gyldne Togter) som en stad i Fladlandsk byggestil med et ukendt navn. Det er uklart, om byen blev grundlagt af Ragnar af Folkaætten, eller om den blev indtaget af hans hære. I år 499 FNFT (under Standhaftighedens Skjolde) blev byen jævnet med jorden af Den Azurranske Koloniseringsstyrke. På resterne af byen byggede Azurranerne en ny by, som de gav navnet Cacremil. Den nye by blev etableret som prestigeprojekt og hovedby i Den Azurranske Storkoloni, og havde fra begyndelsen størrelse af stad. Omkring år 420 FNFT (under Gnistens Inddæmning) steg vandstanden i Tågespejlet drastisk i takt med den inddæmning, der blev foretaget i Firkløveret, men det lykkedes Azurranerne at holde byen oven vande med stædigt byggeri. I år 337 FNFT (under Håbets Støbeform) steg vandet igen drastisk, hvilket fik den konsekvens at halvdelen af byen sank under vandet i Tågespejlet. Byen mistede derved sin garnison og en stor del af dens administration og alle markedspladser, hvilket ledte til, at staden blev til en bygd. I februar år 264 FNFT (under Accalias Århundrede) var Bakkedalens Tempel blevet opført i byen, og i takt med at byen fik fast bystyre og markedspladser, blev den igen udvidet til en stad. Byen blev dermed officielt erklæret som Lenstad af Bakkedalen.