DISSEKTOLOGISK SKILDRING
Indenfor Fladlandsk dissektologi bliver lindring brugt til to formål. Det ene er at formilde eller begrænse symptomer på en lidelse. Det andet er at rumme en lidendes følelser og hjælpe vedkommende med at opnå en afklaring med sin situation. Nogle helbredere anvender hjemmeblandede kvaksalverier eller urtemedicin, som en del af lindring. Bemærk, at lindring ikke er så effektivt mod kropslig smerte som smerteblokkering, men til gengæld er det mindre risikabelt og omkostningsfuldt. En lidt drastisk form for lindring er at slå personer bevidstløse, da det betyder, at de ikke kan mærke smerte og heller ikke behøver forholde sig til deres situation. Det kan dog være lidt svært at få nogens samtykke til at slå dem bevidstløse. Lindring er især vigtigt i forbindelse med statushelbredelse.
Hvornår lindring bliver anvendt
Lindring bliver anvendt i tre forskellige sammenhænge.
Lindring som en del af førstehjælp
Når lindring bliver anvendt som en del af førstehjælp, handler det om at sørge for at begrænse den smerte, der ofte følger med skader og sår. I forbindelse med udvidet førstehjælp kan lindring være med til at gøre behandlingen mindre ubehagelig. Det at rumme den lidendes følelser og eventuelle traume kan også hjælpe med at skabe en form for afklaring eller endda følelsesmæssig forløsning. Det at hjælpe med at stabilisere den lidendes følelser og tanker har betydning for deres helbred, og hvor hurtigt de kan vende tilbage til en normal dagligdag.
Lindring som en del af en anden behandling
Lindring kan blive anvendt som en del af andre behandlinger, såsom kirurgi og lægekunst. I de tilfælde kan lindring være med til at gøre behandlingen mindre ubehagelig.
Lindring som en nødløsning
Når lindring bliver anvendt som en nødløsning, er det oftest, fordi det ikke er muligt at hjælpe den lidende med at blive kureret. Det kan være, fordi helbrederen ikke kan udføre den nødvendige behandling, eksempelvis fordi vedkommende ikke har tilstrækkeligt udstyr, miksturer eller evner. Det kan også være, fordi der er tale om en lidelse, der ikke kan blive behandlet med helbredelse, som eksempelvis banesår. I de tilfælde kan lindring være at tilbyde noget ,der virker beroligende eller smertelindrende. Derudover kan helbrederen forsøge at rumme den lidendes følelser og eventuelle traume. Det kan også være at forsøge at hjælpe den lidende med at skabe en form for afklaring eller endda følelsesmæssig forløsning. Det kan indebære at rådgive den lidende om, hvordan vedkommende lærer at acceptere, at lidelsen er udenfor vedkommendes kontrol, og komme med forslag til, hvordan den lidende kan vende tilbage til en normal dagligdag, der fremadrettet indebærer lidelsens tilstedeværelse.