CELESTOLOGISK SKILDRING
Indenfor Fladlandsk Celestologi er Mhyrvævermyten betegnet som en af EVEAskrifterne.
Mytens fortælling
De, som søgte viden, men ikke fandt det på vores faste jord, måtte førhen opgive og kun se det, der var for deres øjne. De levende vandrede i utvivlsom rædsel, for ingen kunne binde tid og virkelighed sammen, og se tilbage til det, der havde været, og frem på det, der kom.
Mhyr, den første blandt de mange, havde med urter i hånd ladet sig opsluge af dampe ved midnatstid og derved forladt den krop, vedkommende fra aners velsignelse var blevet givet. For at væve tid og virkelighed sammen, må søgende først give fortabt for dernæst at blive genfundet.
Mhyr svævede gennem sine drømme, både de, der var, og de, der havde været. Thi i Drømmeplanet er det, der bliver set malet med strøg fra de øjne, der ser. Mhyr lod alle sine tanker beherske og lyttede kun til de stemmer, der i forgangstid havde bundet skæbner. Mhyr knælede for de, der vidste mest, og som fulgte Mhyr længere ind i det ukendte landskab. Malet med alskindsfarver i en uendelighed af storheds glans og pine. Omgivelser skiftede, som var alle årstider smeltet til et. Himmel og hav havde byttet plads for at flyde sammen der, hvor lys og mørke bliver skilt. De døde talte, mens de levende tiede. Kun de, der vidste mest, kendte vadestenene i denne virkelighed, og Mhyr fulgte stille med for at balancere på fornuftens knivsæg, uden at blive opslugt af den viden der blomstrede i omgivelserne.
Dundertale. Korte blink. Jorden, der ryster i afmagt. Stjerner, der smelter ned fra himlen, skal lede til den Krone, der aldrig bliver samlet, for Mhyr dansede med de, der ikke må blive danset med. Mhyr så det, der ikke måtte blive set, men tiede for at vende hjem til de dødelige. Fulgt på vej af de, der ved, men ikke må vise sig for de, der gerne vil se.
