CELESTOLOGISK SKILDRING
Indenfor Fladlandsk Celestologi er Myten om De Tre Drømmesyn betegnet som en af EVEAskrifterne.
Mytens fortælling
En gik engang forbi en hule. Her blev en inspireret af velsignelse af storhed og fik tre visioner i form af tre drømmesyn, ja, tre åbenbaringer.
Drømmesynet om forræderiet
I det første drømmesyn blev Guddommene forrådt af menneskene, der forræderisk lod en frygtelig titan komme ind i Oldhelligdommen. Guddommene lod, i vrede over menneskenes forræderi, Oldhelligdommen og Det Store Bibliotek brænde for derefter sammen at forlade Riget, så menneskenes tilværelse igen forfaldt til en mørk og dyster skygge af sig selv, uden Guddommenes støtte. I et glimt af melankoli sås bekymringen for, at forrædere dræbte en af de Guddommelige Avatarer, og at ugerningen vakte Guddommenes vrede i en sådan grad, at de valgte at forlade Riget i et århundrede for at lade befolkningen bøde. For hvis ej befolkningen ville beskytte de Guddommelige Avatarer, hvorfor skulle Guddommene så beskytte menneskenes Rige? Archimedes’ Avatar ønskede derfor at stoppe menneskenes frie tilgang til viden for fremadrettet selv at kunne uddele det kontrolleret, udelukkende til de værdige.
Drømmesynet om splid
I det andet drømmesyn var Guddommene uenige og oplevede intern splid. Vartigans Avatar gjorde indsigelser mod Extazias Avatar som Regent, fordi han så de udefrakommende farer mod Riget og insisterede på at komme truslerne i forkøbet – hvilket kunne have involveret at udvise dele af befolkningen, bygge flere forsvarsværker eller begrænse adgang til Helligdomme. Måske endda at udvide hærens størrelse og beføjelser. Vartigans Avatar forudså et forræderi, og i vrede over, at Extazias Avatar ignorerede hans advarsler, forlod han de andre, og splittelsen svækkede Riget yderligere. Men værre blev det, da uoverensstemmelse mellem Guddommene Eurika og Archimedes bragte balancen til bristepunktet. Extazias Avatar ønskede at stoppe konflikten mellem Tvillingernes Avatarer ved at fjerne det, de skændtes om, og lod derfor bygningerne brænde. Således skabte konfliktende holdninger splid mellem Avatarerne, og i sidste ende førte det til sprængning af det fællesskab, der gav dem styrke. Avatarernes vrede blev til flammer, der opslugte Oldhelligdommen og Det Store Bibliotek.
Drømmesynet om grådighed
I det tredje drømmesyn blev Det Store Biblioteks ødelæggelse startet af grådighed. Rig viden og vidunderlige artefakter, der blev opbevaret frit tilgængeligt i åbne sale, fristede svage sjæle udover evne og mådehold. Menneskene kunne ej modstå fristelsen og søgte at tilrane sig bibliotekets indhold. Det førte til død og ødelæggelse. Brand i Oldhelligdommen og Det Store Bibliotek blev påsat af røvere, der havde plyndret bygningen, og nu ville forøge tyvekosternes værdi ved at gøre dem sjældnere.
KRONOLOGISK SKILDRING
Indenfor Fladlandsk kronologi er Myten om De Tre Drømmesyn betegnet som Fladlandsk Rigsskriftkilde.