CELESTOLOGISK SKILDRING
Indenfor Fladlandsk Celestologi er Myten om Dødshøsten betegnet som en af EVEAskrifterne.
Mytens fortælling
I årene, hvor dagene var mørke, blev dødens høst bugnende, da hårde, knoglehvide hænder strakte sig ud og lod negle grave gennem stråtækte huse og grusede veje. En høst af liv blev taget, og kun få blev sparet. Der var meget fortvivlelse over utallige dødsfald, men større endnu var fortabelsen blandt de, der blev tilbage og ikke forstod, hvad der skilte mellem de, der blev taget, og de, der blev tilbage. Dystre tilstedeværelser nærmede sig i lysets fravær. Ranere og uærlighed oplevede trivsel på andres bekostning. Blandt de, der tvivlede, fandt flere det i dem selv at opsøge tvivlsomme silhuetter og tilbyde desperat ofring. Kun sjældent blev forespørgsel besvaret, og skete det, var svaret oftest anderledes end tilsigtet.
I hyldestens dal tørrede frugtsommelige vande ud og efterlod tørken som ubarmhjertigt minde. De, der valfartede nørrinsk, mødte trældom eller frådende rovdyr. De, der valfartede osterinsk, fandt tvende håb i tornes tårre og bjergets bankende hjertesten.
Af folkelig æt blev selv en høvedsfører stillet i modvind og måtte spænde bælte stramt. Thi hvem, hvor søgte ly, fandt måske der sit næste daggry. Her blev dog færd nørrinsk godtigt båret på hænder af mange, der fulgte trop, og således blev dal med bakker samlet. I pryd blev folkas høj hævet som møde og ring. Men efter trende vintres håb bød død sig velkommen med valsravnespyd og mod. Blod flød og boltret værk brast.
I nørdlig trætoppes selskab saxer samlede i hob og gjorde skulder ved skuldre. Strid oprandt heraf, og blod flød fra søskende til døds tilfredshed.
KRONOLOGISK SKILDRING
Indenfor Fladlandsk kronologi er Myten om Dødhøsten betegnet som Fladlandsk Rigsskriftkilde.