ENTOLOGISK SKILDRING
Indenfor Fladlandsk entologi er Sjarikán ifølge myten jagten. Det ordløse dræberinstinkt, hvor rovdyret har så stærk fornemmelse af sine omgivelser, at det virker til at kunne være flere steder på en gang. En livsfarlig dans udspiller sig og udvisker grænserne mellem jæger og bytte. Myten fortæller, at Sjarikán prydede sig af at omgive sig med fremragende jægere. Daimonen så jagten som ophøjet og den vigtigste af kundskaber og kunstarter. Derfor rejste Sjarikán ud i verden for at prale med dens omgangskreds og evner. En dag mødte Sjarikán Urd, der har form af et træ, og derfor ikke kan flytte sig. Sharikán mente, at det gjorde titanen underlegen. Urd brækkede derefter en af sine grene af og kastede den helt til ind i Sharikáns domæne. Sjarikan spurgte Urd, hvorfor den dog havde gjort det, men Urd gav den intet svar. Sharikán rejste da omgående hjem og fandt, at en grusom og ufremkommelig skov nu havde overgroet hele daimonens hjem. Skovens grene havde viklet sig om og kvalt de fleste af Sjarikáns jægere. Sjarikán blev først frustreret over tabet af sine jægere, men indså derefter, hvilken gave Urd havde skænket. Hele Sjarikáns domæne var nu så barskt og ufremkommeligt, at kun exceptionelle jægere ville kunne overleve her. Men det var ikke nok for Sjarikán, der derfor brugte sin vilje til at lokke farlige vilddyr til, som kunne slå sig ned i området og derved blive jagtbytte eller jægere. Enten ville fremtidens jægerne blive de jagende, hvis de kunne forstå områdets vildskab, eller også ville Sjarikán sørge for, at de bliver de jagede. Kun værdige jægere, der kunne begå sig og blive en del af den vilde natur, ville Sjarikán skænke en gave – jagtstyrke, ved at forstærke vedkommendes indre bæst.
Lokalbefolkningen hævder, at Sjarikán søger at oplære de dygtigste jægere, men kun har foragt tilovers for de, der ikke kan kæmpe, jage og passe på sig selv. Lokalbefolkningen anbefaler, at tilrejsende kun går ind i vildegnen, hvis de har lært at jage med spyd og bue – aldrig med krudtvåben.
En teori beskriver, at Sjarikán har bortvist Accaccaros fra sit domæne, fordi titanen ikke er en ædel jæger, men i stedet mest bare ødelægger alt på sin vej. Teorien nyder stor opbakning hos Slægten Langsaxing.
Kategorisering af Sjarikàn
Sjarikán bliver kategoriseret som en trin 5 daimon af varianten dominator. Du kan her læse begrundelsen for kategoriseringen:
Orakeltegn: Der er ingen observationer af orakeltegn for Sjarikán, så det bliver formodet, at entiteten er ude af stand til at skabe dem.
Tilstedeværelse: Sjarikáns tilstedeværelse er blevet observeret indenfor vildegnen Ulvegabet. Derfor bliver tilstedeværelsen kategoriseret som dækkende en mellemegn.
Indflydelse: Sjarikáns indflydelse er blevet observeret indenfor vildegnen Ulvegabet. Derfor bliver tilstedeværelsen kategoriseret som dækkende en mellemegn.
Rækkevidde: Sjarikáns rækkevidde bliver ud fra tilstedeværelse og indflydelse beregnet til at strække sig indenfor vildegnen Ulvegabet og den nordlige del af Lenet Nordskoven. Derfor bliver rækkevidden kategoriseret som dækkende en mellemstoregn.
Trin: Sjarikán bliver ud fra orakeltegn og rækkevidde beregnet til at være en trin 4 entitet.
Type: Sjarikán bliver beskrevet som værende uden én fast, fysisk form. Den bliver derfor kategoriseret som en daimon.
Variant: Sjarikán er den mest magtfulde entitet i det domæne, som den befinder sig i, og bliver derfor kategoriseret som en dominator.
Tilbedelse: Sjarikán bliver ofte tilbedt af folk, der ønsker at blive exceptionelle jægere, og som elsker jagt. Det er ifølge EVEA’s Tempellov tolereret at tilbede eller indgå en orakelpagt med entiteten. Tilbedelse af entiteten bliver set som en del af trosretningen gammeltroen.
Oplevelsen af Sjarikàn
Mødet med daimonen bliver beskrevet som rastløst og udspekuleret. I nærheden af daimonen er dyrs øjne gule, og de lægger hovedet let på skrå. Vinden stilner af, så alt, der før bevægede sig i den, står stille. Trækroner står, som var de malet på et lærred. Dyrelyde og fuglesang forstummer. Kun eget åndedræt bryder stilheden sammen med sagte puslen i skovbunden. Kroppen bliver varm og begynder at blive urolig. Vægten skifter fra den ene fod til den anden og så tilbage igen, mens håndfladerne bliver svedige og ryggen bliver ranket. Blodet pumper hastigt rundt, mens øjnenes pupiller jager rundt efter trusler. Tanken om at lade hæmninger og vildskab slippe fri, flår frygten for at miste kontrol fra hinanden. Som en spændt bue, der venter på signal, er alt fokuseret på at jagte eller blive jagtet.
