Slægtssten er et fremstående udtryk.
CELESTOLOGISK SKILDRING
Indenfor Fladlandsk Celestologi er Slægtssten et symbol for personers Vartigantro og bliver båret synligt, så de troende kan vise deres favorisering frem. Det sker i form af halskæder. Enkelte Vartigantro personer vælger at bære dem på samme placering, men påhæftet tøjet i stedet. Det er dog vigtigt, at det er tydeligt, hvad det er. Ligesom at det generelt bør være enten den eneste, eller den mest tydelige grønne sten i en persons udtryk omkring halsområdet.
Slægtssten er betegnet som remedier, trosmarkører og et Helligt udtryk.
Udformning
Slægtssten er grønne sten, der er ugennemsigtige, da der er rygter om, at gennemsigtige, grønne sten bringer uheld. Slægtssten er oftest uden markeringer eller skrifttegn, hvilket handler om, at der er nogle ceremonier indenfor Vartigantroen, der indebærer at påføre midlertidige kumler på Slægtsstenen, hvilket selvfølgeligt virker bedre, hvis der ikke er noget i forvejen. Vartigantro personer får udleveret Slægtssten i et Tempel, mod en mindre donation til Præsteskabet, men det er også muligt selv at finde en passende grøn sten og så bringe den til Templet, hvor den kan blive velsignet af en Præst for Vartigan.
Religiøs anvendelse
Slægtsstenen bliver anvendt under flere ceremonier indenfor Vartigantroen. Den repræsenterer Vartigantro personers medlemskab af en Veddslægt og bør derfor altid blive båret. Slægtsstenen bliver båret fra, at bæreren har gennemgået en navngivningsceremoni under Vartigan, og indtil vedkommende bliver begravet. Derefter er det kritisk vigtigt, at Slægtsstenen bliver båret tilbage til det gravmæle, vedkommendes slægt har udvalgt til personen. Fra bæreren har gennemført sin myndighedsceremoni, indeholder vedkommendes Slægtssten et slags åndeligt “aftryk” af et af bærerens minder efter eget valg. Bæreren kan senere ændre, hvilket minde der er aftryk af i Slægtsstenen ved at udtale fortællingen om det nye minde højt foran mindst ét vidne. Det bør helst være foran en fra bærerens Veddslægt eller eventuelt foran et Alter for Vartigan. Hvis en person midlertidigt ikke bærer sin Slægtssten, så er vedkommende ikke Vartigantro i det tidsrum.
Mystiske egenskaber
En Slægtssten har en række mystiske egenskaber, der kun virker i hænderne på en Vartigantro person. Det er først efter myndighedsceremonien, at det kan have konsekvenser at anvende Slægtssten forkert.
- Hvis en Vartigantro person afgiver et løfte, svoret på sit Slægtsnavn, mens vedkommende berører sin Slægtssten, kan vedkommende risikere at sætte sin slægt og sit slægtsoverhoved i vanære, og dermed potentielt miste sit navn, hvis vedkommende bryder det. I værste tilfælde kan det også frustrere Vartigan, hvilket kan have katastrofarlige konsekvenser.
- Hvis en Vartigantro person, der er slægtsoverhoved for en Veddslægt, pålægger et medlem af sin egen slægt en Slægtspligt, mens vedkommende berører sin Slægtssten, kan det medføre konsekvenser på samme måde som beskrevet ovenfor.
- Hvis nogen berører en Vartigantro persons Slægtssten, vil bæreren føle sig drevet til at fortælle højt om mindet, hvis aftryk er i stenen. Et slægtsoverhoved må gerne foretage en sådan berøring overfor sine egne slægtsmedlemmer. Men i alle andre sammenhænge vil det blive set som yderst uhøfligt at gøre uden samtykke.
- Når en Vartigantro person dør, vil minde-aftrykket fortsat være i Slægtsstenen. Hvis den døende person ønsker det, kan vedkommende som en sidste handling erstatte det tilknyttede minde-aftryk med et nyt. En Vægter kan søge at aflæse aftrykket senere, men da det kun er et aftryk, er det mest blot stemning og følelser, nærmere end konkrete tanker og sanseindtryk.