Siden sidst har vi arbejdet på Riddere og skjalde, samt lavet redskaber til at gøre det mere overskueligt at spille kok. Der er lavet mere end 60 nye grafikelementer, blandt andet sendinger og luksusretter, samtidig med at vi har skabt dybere spilmuligheder for det mystiske.
Riddere og skjalde
Vi har siden sidst arbejdet på at forbedre materialet om Riddere. Eksempelvis er Våbendåb bedre beskrevet og kan nu blive udført ved både pilgrimsmål og Helligdomme. Dueller er også blevet bedre beskrevet. Ridderne bliver ikke kendte, uden at nogen beretter om deres bedrifter, så der er nu både kommet artikler om skjalde, skjaldelaug og skjalderi. Der er desuden kommet gradueringsrammer til titlerne på Ridderstigen for at gøre det lettere at overskue, hvad der er brug for til næste trin på stigen.
Adelen
Der er lavet grafik af personagen Rikke af Folkaætten, og Bannerslægten Skargir har fået et sejt, nyt, opdateret våbenskjold. Slægten Ramovak har fået en slægtsfæstning kaldet Bastion Ramovak. Advisørlogen er blevet oprettet, som er et samlende fællesskab for alle på Advisørstigen, svarende til hvad Sagaordenen er på Ridderstigen.

Ritualer og miksturer
Der er skrevet en del mere om mystikere: Nu bliver ritualmagi brugt om både esoterik og thaumaturgi. Spejlforankring er blevet uddybet og har fået en ny artikel om spejlbindinger. Vi har balanceret miksturer, så pris for at lave dem matcher bedre, hvad de kan. Vi har også tilføjet en del mere, de kan blive brugt til. Ændringer af miksturer er også blevet indskrevet i regelhæfterne. Ritualer er blevet uddybet, og der er kommet nye artikler om esoteriske ritualer, thaumaturgiske ritualer og urritualer. Riter er også blevet uddybet, og der er kommet nye artikler om håndriter og urriter. Der er så meget nyt, at vi har måttet oprette et nyt hæfte i Arcana Magica (Bog VI). Apropos mystik, er der måske også opstået 2 nye hemmelige, mystiske artikler… shhhhh.
Urternes folk
Vi har oprettet en artikel med navnet urtelaug, der beskriver fællesskabet, som er opbygget om at praktisere urtekundskab.
Fladlandske områder
Vi har arbejdet på at udvide de kartografiske beskrivelser af Fladlandet ved blandt andet at skabe flere kategorier af steder i form af klippeplateuer og landmarkeringer, Der er også kommet nye artikler om flere spændende steder: Guldvenen, Marsklandsdeltaet, Registrømmen, Ræveguldranden, Heras Klarsyn, og Galingen.
EVEAtroen
Der er kommet mere beskrivelse af EVEAtroen, hvilket inkluderer følgende nye artikler: Myndighedspinde, Otiumsstave, Otiumsceremoni under Eurika. For adepterne er der nu kommet en ny rang kaldet Adepter af tredje cirkel, som ligger over adepter af anden cirkel, men under Tempelvogtere. Gradueringsrammer for alle Præster og Højpræster/Reservehøjpræster er blevet opdateret, og der er kommet nye til Adeptkorpset.
Handel og sendinger
Alle sendinger har nu en beskrivelse af, hvad der kan være udfordrende med dem under rejser. Eksempelvis er det nok bedst ikke at transportere skrottegodt og tamgeder sammen, fordi skrottegodt er pakket i store kasser, der larmer forfærdeligt meget, hvis der ikke er vindstille under rejsen, mens tamgeder kun er et problem, hvis der opstår støj under rejsen. I så fald kan gederne finde på at ødelægge eller panikspise alt muligt ombord. Der er desuden kommet ny grafik til en hel masse sendinger: Blymalm, Isblokke, Kernetømmer, Kviksølv, Jernmalm, Læderbundter, Minelygter, Møblementer, Mørkel, Okkerler, Pelsstakke, Præcisionsgrej, Rigning, Roepulp, Rustmalm, Saddeltøj, Skrottegodt, Skyggestøvkister, Specialtømmer, Stortømmer, Sølvmalm, Sølvspejlsæt, Tamgeder, Terøgelse, Tinmalm, Tjæretørv, Tommetønder, Uldballer, Uldruller, Voksblokke, Zinkmalm.






Madlavning og luksusretter
Der er også kommet de allerførste tegninger af luksusretter: Duftskorper, Gulkompot og Mundgodter. Vi har desuden lavet hjælpeoversigter til opskrifter i Madkunstnerhåndbogen for at gøre det lettere at tilpasse opskrifter ved at udskifte ingredienser.



Sprog og hjælpemidler
Vi laver løbende ændringer af sproget i materialet for at gøre det mere tilgængeligt og forståeligt. Vi har blandt andet udskiftet “at forestå” til “at køre” i artiklerne, der omhandler prøver eller certificeringer. Vi har også arbejdet med at tilpasse sproget, så det er tydeligt Fladland-o-centrisk. Det betyder for eksempel, at der ikke længere står “Lenet” foran egne, der er Len, da de bliver set som udgangspunktet. Til gengæld står der ofte “vildegnen” foran egne, der er vildegne, så det er tydeligt, at det er forventet, at befolknignen kender til Len, men ser vildegne som noget fremmed og mystisk.
Månedens tal:
Opdaterede artikler: 847
Nye grafikelementer: 64
Nye artikler: 29
Til slut <3
Til slut vil vi som altid gerne sende dig og alle de andre spillere et tak. Tak for at følge med, og tak for jeres feedback! At vores materiale vokser, er takket været jeres kærlighed og dedikation til vores fantastiske verden. Har du feedback? Så skriv endelig til os.