Byer

Byer er steder, hvor flere beboede bygninger ligger tæt op ad hinanden, og hvis indbyggere har et kulturelt fællesskab.

KARTOLOGISK SKILDRING

Indenfor Fladlandsk kartologi er byer oftest blevet grundlagt ud fra deres beliggenhed. Eksempelvis fordi der er adgang til at udvinde malm, mulighed for at dyrke jorden, eller måske fordi der er adgang til en flod. Byer kan blive betegnet med byvarianter.

Kategorisering af byer

Byer bliver inddelt ud fra, hvilken størrelse og indflydelse de har, samt hvor udviklet byens administration er. Bemærk, at bystørrelse ikke kun handler om antal indbyggere, og nogle gange kan en by i en højere kategori rent faktisk have færre indbyggere end en by, som befinder sig i en lavere kategori.   Byer er inddelt i bygder, flækker, landsbyer, stader og storstader.

ARISTOLOGISK SKILDRING

Indenfor Fladlandsk Aristologi bliver byer, af størrelsen stad eller storstad, markeret med et symbol, hvis de har særlige betydning i Riget. Der er to byvarianter:

  • Byer, der er Hovedstader, bliver markeret med en Krone. 👑
  • Byer, der er Lensstader, bliver markeret med et flag. 🚩

ADVOLOGISK SKILDRING

Indenfor Fladlandsk advologi bliver byer, af størrelsen stad eller storstad, markeret ud fra, hvilken tilgængelighed de har i forhold til handel. Der er tre varianter:

  • Byer, der ligger ved åbent vand eller floder, og som kan blive tilgået med alle typer af fartøjer, er markeret med et anker. ⚓
  • Byer, der ligger ved bifloder og derfor kun kan blive tilgået med lavtstikkende bådtyper samt en dygtig skipper, er markeret med en bølge. 🌊
  • Byer, der slet ikke har adgang til hverken floder eller bifloder, og hvor rejser derfor forudsætter en handelskaravane, er markeret med et trækdyr. 🐃